Selvom Le Guin ikke ville sættes i bås som science fiction-forfatter, fordi hun også skrev meget andet, vedkendte hun sig at skrive bøger inden for genren. På den måde endte hun også med at sprænge rammerne for, hvad science fiction kunne gøre. Det samme kan man sige om en anden af de helt store science fiction-forfattere fra det 20. århundrede, Octavia E. Butler. Ligesom Le Guin har Butler vundet Nebula-prisen og Hugo-prisen for sine bøger. Mest berømt er nok de to, der hedder ”Parable of the Sower” (1993) og ”Parable of the Talents” (1998), der dog ikke er oversat til dansk. I Parables-bøgerne kan man læse om et Amerika efter et økologisk kollaps, så Butlers optagethed af naturens tilstande er også sammenlignelige med Ursula K. Le Guin.
Det er måske ikke det, hun er mest kendt for, men den britisk-zimbabwiske forfatter Doris Lessing skrev science fiction-serien ”Canopus in Argos” på fem bind (1979-83). Her eksperimenterer hun med, hvad der kan ske i et samfund, hvis man strækker tidslinjen ud til at strække sig over flere tusinde år.
Hvis man skal kigge på nogle forfattere, som ikke hører til i samme generation som Le Guin, kan man pege på en forfatter som N.K. Jemisin, der i sin science fiction-serie ”Broken Earth” (2015-17) også undersøger sociale forhold. Bl.a. i en verden, der oplever noget, der kunne minde om den klimakatastrofe, vi er i de første stadier af i verden nu.
Siri Ranva Hjelm Jacobsen kunne være en forfatter at kigge på, hvis man skulle vende blikket hjem til Danmark. Særligt hendes bog ”Havbrevene” (2018) kan siges at være inspireret af Le Guin. Det er ikke sci-fi, men måske det man kunne kalde spekulativ fiktion. Præmissen for bogen er, at Atlanterhavet og Middelhavet har sendt breve til hinanden siden længe før menneskene eksisterer, og nu er de ved at være trætte af mennesker.
Olga Ravn har skrevet mere rendyrket science fiction i sin bog ”De ansatte” (2018), hvor man i nummererede vidnesbyrd følger besætningen på Det sekstusinde skib, et rumskib der er stødt på ’Nyopdagelsen’.