Science fiction kan siges at høre til blandt det, man kalder genrelitteratur, altså litteratur der forholder sig til nogle genrekonventioner, måske endda gør det lidt for snævert. Le Guin har det besværligt med science fiction som begreb, som man også kan læse om i hendes essay ”Bæreposeteorien om fiktion”. Selvom hun anerkender, at hun har skrevet bøger i den genre, vil hun ikke sige, at hun er science fiction-forfatter. Som hun selv siger: ”Men der hvor jeg godt kan blive knotten og krigerisk er, hvis jeg bare bliver kaldt en sci-fi-forfatter. Det er jeg ikke. Jeg er romanforfatter og digter. Lad være med at skubbe mig ind i din skide kasse, hvor jeg ikke passer ind, for jeg er over det hele. Mine tentakler bryder ud af kassen i alle retninger.” (John Wray: Ursula K. Le Guin: The Art of Fiction no 221. The Paris Review no 206, fall 2013. Egen oversættelse).
Le Guins bøger har, som så meget anden god utopisk litteratur, en særlig evne til at tage et tema fra verden vi kender og flytte det ud i en fremmed verden, så det bliver tydeligt for os på en ny måde. I sit lange forfatterskab har hun undersøgt mange forskellige emner, men hun er særligt blevet et forbillede for mange økofeminister. I Le Guins verdener bliver den patriarkalske verdensorden, hvor naturen er noget, mennesket underlægger sig, ofte udfordret. Når det i ”Mørkets venstre hånd” bliver beskrevet, hvordan køn på planeten Gethen ikke fungerer på samme måde som på den jordlige verden, åbner det også op for at tænke køn på en anden måde i ens eget liv.
Eller når hun i romanen ”De udstødte” undersøger frihedsbegreberne i et anarkistisk system stillet op imod et kapitalistisk. Så er det svært ikke at tænke på det som en kommentar til den kolde krig, som bogen er skrevet midt i.
Le Guin har selv udtalt, at hun til dels anså romanen ”Ordet for verden er skov” som en anklage mod amerikanernes engagement i Vietnam-krigen Der er også meget tydelige paralleller at drage til imperialismen og kolonialismen som sådan. En kapitalistisk og patriarkalsk økonomi, der undertvinger sig et naturfolk for at udnytte det, der kaldes ressourcer, men som er liv.Selve titlen på bogen er også et udtryk for, at Le Guin her tematiserer selve sproget som en måde at have sensibilitet overfor sine omgivelser og et tilhørsforhold til naturen.