I sin måde at fokusere på sammenhængen mellem den blodige og ubearbejdede fortid og den dysfunktionelle politiske samtid i sit land har Sergej Lebedev et slægtskab med den russiske vidnesbyrdslitteratur og forfattere som russiske Aleksandr Solsjenitsyn og ukrainske Svetlana Aleksijevitj. Solsjenitsyns berømte bog ”Gulag Øhavet” fra 1974 er med sin blanding af reportage, øjenvidneberetning og statistisk og historisk oversigt på baggrund af 227 vidner det store litterære vidnesbyrd om Sovjetunionens omfattende undertrykkelsesapparat.
Svetlana Aleksijevitj er også med sin blanding af historie og skønlitteratur en markant figur i den russisksprogede vidnesbyrdlitteratur, bl.a. med bogen ”Krigen har ikke et kvindeligt ansigt” fra 1985, der giver vidnesbyrd om alle de ’glemte’ kvinder, der kæmpede for Sovjetunionen under Anden Verdenskrig.
Men også den russiske digter Josef Brodsky nævner Lebedev selv som en inspirationskilde til den særligt poetiske prosa, som præger hans skrivestil: ”Det gælder om at opfange skygger, som Joseph Brodsky formulerede det. Og poesien er det mest fintfølende instrument, når man skal trænge ind i ting, også når det gælder Gulag.” (Joakim Jakobsen: Slagterens belønning. Weekendavisen, 2017-12-15).