Sergej Lebedevs debutroman ”Predel zabvenia” udkom i 2011 (”Ved glemslens rand”, 2018).
Romanen er opdelt i seks kapitler. I de tre første kapitler er afsættet den navnløse jegfortællers barndom og opvækst. Her udfoldes erindringerne fra familiens datja (sommerhus) ved Volgaflodens bred, og særligt relationen til den hemmelighedsfulde karakter ’Bedstefar To’ står centralt. Bedstefar To er egentlig nabo til familien, men han bliver med tiden som et medlem af familien. Der er noget tilknappet og skjult over den ældre og blinde mand, som synes at udøve en særlig magt over den unge hovedperson. Barnets særlige oplevelse af forbundethed med Bedstefar To kulminerer, da jegfortælleren bides af en hund og skal have en blodtransfusion. Den aldrende Bedstefar To insisterer på at give blod og dør. Jegfortælleren oplever med denne hændelse, at Bedstefar To for altid har indskrevet sig i ham – han bærer ham rundt i sit blod ”som en kvist podet på et gammelt træ”, som det lyder i romanen. Sovjetunionens kollaps danner baggrundstæppe for denne afgørende hændelse.
54926952
I romanens sidste tre kapitler, der udgør to tredjedele af den samlede roman, søger den nu voksne og geologuddannede jegfortæller at blive klogere på den enigmatiske og nu afdøde Bedstefar Tos tidligere liv og rejser til Sibirien. Her oprulles også Bedstefar Tos grumme forhistorie. Han var nemlig lejrkommandant i en af Stalins berygtede Gulaglejre. Men han var også far til en søn, som dør i en ulykke som konsekvens af den perverterede og umenneskelige autoritære hårdhed, som faderen udsætter ham for. Hovedpersonens afdækning af Bedstefar Tos grumme baggrund og af den giftige fortid, der altså synes at være gået i arv til ham selv – Bedstefar Tos blod, der ruller i hans eget blod – bliver samtidig til en bredere afdækning af den fortidige skyggeverden af menneskelig afstumpethed og lidelse, som ligger indlejret som en del af det russiske landskab og den russiske mentalitet.
Lebedevs rejse ind denne skyggeverden – ’ved glemslens rand’ – er båret af en fortsat poetisk og filosoferende strøm af refleksioner og sproglige billeder. Og netop litteraturens evne til at italesætte denne den nedarvede historie virker som en afgørende drivkraft i romanen.