Beslægtede forfatterskaber

At tematisere ungdommen og overgangen til voksenlivet er et tema, der kendes fra forfatteren Camilla Wandahl. Hendes bøger handler ligesom ”Fredag lørdag søndag” om stærke venskaber, kærlighed, konflikter og forsoning. Wandahl har udgivet en lang række bøger og senest romanen ”Et stykke af månen” fra 2016 om gymnasiepigen Dina, der, som Kat, kæmper med at forene kærlighed og venskab.

Ungdommen behandles også i Sanne Munk Jensens romaner ”Nærmest hinanden” fra 2002 og ”En dag skinner solen også på en hunds røv” fra 2007, samt i Martha Flyvholm Todes debut "På Bornholm må man græde overalt" (2017). Sidstnævnte handler om gymnasieeleven Maria, der søger sin egen måde at genskabe meningen med livet efter sin stedfars for tidlige død.

I ”Alting ramler” (2015) af Mette Vedsø kæmper Diana med utilregnelige forældre, der dyrker utroskab og alkoholisme. Diana klarer sig igennem, da hun finder kærlighed andetsteds.

Ungdommen fra drengens perspektiv skriver Jakob Fälling om i romanen ”Blindskud” (2015), og Becky Albertallis ligeledes i romanen ”Simon vs. verdens forventninger” (2016). I sidstnævnte er sproget, på samme måde som sproget i ”Fredag lørdag søndag”, ungdommeligt og rammer målgruppens jargon.

Vil man gerne læse ungdomsbøger, der behandler stærke tematikker, men ikke stiller så store sproglige krav til sin læser, som ”Fredag lørdag søndag” gør det, kan man ty til Rosinantes Zoom-serie, der er letlæselige ungdomsbøger om tunge emner som sorg, svigt, tilgivelse og forsoning. I serien finder man blandt andet romanen ”Sort Lucia” af Sandra Schwartz.

Den norske ungdomsserie SKAM, der havde premiere i 2016, og som blev vist på NRK i Norge og siden på DR3 i Danmark, er et eksempel på en tv-serie, der ikke blot tematiserer mange af de samme problematikker som ”Fredag lørdag søndag”, men også rent stilistisk rammer et ungdommeligt udtryk i sin dyrkelse af karakternes evne til at zappe mellem forskellige (medie)platforme i opbygningen af deres identitet og selvbillede.