Tågen fra smøgerne er tyk, og tømmermændene er mange i Christine Lind Ditlevsens debutroman ”Fredag lørdag søndag” (2015). Kat, der er hovedperson og jegfortæller i Christine Lind Ditlevsens debutroman, hedder egentlig Kathrine og var egentlig i gang med en uddannelse, men er droppet ud og lever nu for weekendernes fest og fortabelse. Natten er hendes rette element – præcis som hendes navneslægtning i dyreverdenen. Som læser følger man Kat fra fredag til søndag i et dagbogslignende stream of consciousness. Weekenden er den stabiliserende ramme for fortællingens start- og slutpunkt og for den (ud)flydende handling: Det fragmenterede og snapshotlignende indblik i Kats kaotiske liv.
Kat står på grænsen til voksenlivet og bor i en lejlighed på Amager sammen med sin bedste veninde Nynne. De to har kendt hinanden siden efterskolen og er – forstås det – uadskillelige. Men der er tilsyneladende ikke langt fra ven til fjende, når der pludselig bliver blandet kærlighed ind i billedet. For da Kat om fredagen ender i seng med Tobias, som Nynne er forelsket i, betyder det iskold luft mellem pigerne.
51695062
Sideløbende med dette trekantsdrama kæmper Kat med et ustabilt bagland. Hendes mor er død af kræft, og mens Kat lider med traumet, forsøger hendes far uden held at kompensere med bådture, grillmad og en ny kone, der aldrig bliver andet end ”pædagogen” i Kats øjne. Kats uvenskab med faren og afsky for den nye kone får selskab af bekymring for storebroren, Andreas, kaldet Bilbo, der er soldat, men pt. i Danmark. Konflikterne smelter sammen for Kat, da Bilbo bliver smidt ud af sin kæreste og søger trøst i Nynnes seng.
I romanen lægger et galoperende ungt sprog sig som et filter over Kats ufiltrerede hverdag. Med SMS-sprog, forkortelser og hashtags som ”#fuckable” (s. 116), ”#hypeduppartypeople” (s. 115), ”#thisisforreal” (s. 121) blender Ditlevsen de forskellige virtuelle og virkelige platforme, Kat lever igennem, sammen, og når Kats følelsesmæssige rutsjeture formidles ved hjælp af versaler, kursivering og bandeord, fremstår det som forsøg på at skabe genklingende følelser hos læseren.
Trods romanens ungdomstema og ungdommelige sprog er det Ditlevsens bestræbelse, at alle skal kunne læse med. Men for at kunne følge med i romanens hæsblæsende tempo, skal man forberede sig på at løbe.