Kelly

Citat
”Synet er plettet af lys og mønstre, ruder beskidte af fingre, Kelly kan se sine egne øjenvipper, som brede skygger omkransende stuen, og hvis hun lukker dem; kød, pletter, lys og et motiv hun ikke helt kan få øjeblik over. Det er alkoholen der gør det ved synet, som om det skiller pupillen lidt fra iris og får de to til at arbejde langsommere sammen, danne huller i billedet.”
”Kelly”, s. 45.

Runa Marie Luth debuterede i 2019 med ”Kelly”, der er en kort roman på 96 sider. Bogen fortæller i tredje person historien om Kelly, der er vokset op med en alkoholiseret, enlig mor og er blevet bortvist fra skoler og fyret fra jobs hele sit liv. En nat kaster hun sig ud foran en lastbil og samles op af Pusser, chaufføren i bilen. Han tager hende med hjem til sin gård, og Kelly beslutter sig for aldrig at se sig tilbage. De indleder et forhold. Gården er fuld af pudder, parykker og parfumer, der tilhører Viola. Hun er gået hjemmefra, men vender snart tilbage. Her genoptager hun forholdet til Pusser og indleder inden længe også et forhold til Kelly. De tre har sex med og slås om hinanden. De ryger cerutter og drikker hvidvin til morgenmad. Kvinderne sminker hinanden med læbestifter og kunstige øjenvipper og holder fester, som ingen er inviteret til.

47435439

Kelly bliver gravid. Maven vokser, og Viola forsvinder ud af fortællingen igen. Nu er der bare Kelly og Pusser og et ufødt barn. Sammen med maven vokser Kellys trang til at give barnet omsorg og et bedre liv end det, hun selv har levet. ”Må min baby være tryg, må min baby være rask, må min baby være varm, må min baby leve med lethed og velbehag”, synger hun (s. 87). En vintermorgen snubler Kelly i en snedrive og kan ikke rejse sig. Fødslen går i gang. Hun føder sit barn, og imens forsvinder alt det kolde.

Parallelt med handlingsforløbet på gården, fra Pusser samler Kelly op i sin lastbil til og med barnets fødsel, fortælles hovedkarakterernes historie i flashbacks. Her hører vi først og fremmest om Kellys opvækst, men vi hører også om Pusser, der en dag får en plejesøster. Det er Viola.

Bogen er fuld af kontrastfulde, sproglige billeder og beskrivelser af, hvordan karaktererne betragter detaljer i omgivelserne omkring dem. Det kan være beskrivelsen af en udsmasket flue på en arm eller af læbestifter på et bord. Først langt inde i teksten kan læseren begynde at sammenstykke en kronologisk rækkefølge i det fortalte. Det gør fortællingen svær at sammenstykke til at starte med, men det flytter samtidig fokus væk fra kronologien og over på de enkelte øjeblikke og måden, handlingen fortælles på.