Hulda Dagny Lütken blev født i 1896 i Elling sogn i Vendsyssel og voksede op i landsbyen Holmen. Her voksede hun op med sin søster Povline, sin mor Anna Nielsine Martine Nielsen og sin far Jens Peter Lütken. Han var skolelærer, og hun gik i hans skole i sin opvækst. Efter en kort periode, hvor hun arbejdede som ung pige i huset, vendte hun hjem og hjalp sin far med undervisningen. Moderen var af taterslægt, hvilket man både fysisk kunne se på Hulda og fornemme i hendes digte med et blik for de udstødte.
I 1917 blev Hulda gift med Jens Kristian Jensen, men ægteskabet blev opløst i 1928, og deres søn Poul (f. 1916) fulgte faderen. I slutningen af 1920’erne rejste Lütken til København, hvor hun arbejdede som husbestyrerinde og færdedes i de litterære kredse omkring digterne Emil Bønnelycke og Tom Kristensen og det såkaldte Valby-parnas. I 1930’erne vendte hun hjem til Vendsyssel, hvor hun boede resten af sine dage, men af og til tog hun til hovedstaden for at få et litterært pust og var med kredsen om det litterære tidsskrift Vild Hvede og redaktøren Viggo F. Møller. I 1930’erne bidrog hun med digte til avantgardetidsskriftet ”linien”.
Hulda Lütken debuterede med digtsamlingen ”Lys og Skygge” i 1927, og hverken i sine digte eller romaner skånede hun nogen for sit knivskarpe psykologiske blik, heller ikke sig selv som kvindeligt subjekt. Viggo F. Møller beskrev hende som værende ”besat af trang til den voldsomste åbenhed, den mest rabiate selvafsløring”, og i Gyldendals Julebog 1947 udfoldede han, hvordan hun rummede alle modsætninger i sig: ”Hun var kold og varm, lidenskabelig og beregnende, impulsiv og stædig, ydmyg og stolt, storsindet og smaalig, primitiv og forfinet, hensynsfuld og forrygende taktløs.” (Citeret fra Erik Skyum-Nielsen: Ud af skyggerne. Informations Forlag, 2023).
Fra 1932 og frem til sin død var Hulda Lütken i et forhold med Henry Julius Jakobsen, som hun blev gift med, kort tid inden hun døde i 1946. I løbet af sin levetid modtog Hulda Lütken en lang række legater.