Hulda Lütken skrev primært sine værker i mellemkrigstiden med et blik tilbage på senromantikken og frem mod friere vers i digtningen. Nye tanker om psykoanalyse og forståelse af drift og det menneskelige selv har påvirket hende, ligesom den forestående verdenskrig har sat spor i hendes sene værker.
Der er oplagte paralleller mellem Hulda Lütken og den finlandssvenske digter Edith Södergran (1892-1923), der indvarslede den modernistiske skrivestil i Skandinavien og kan siges at være forbillede for den subjektive digterlinje i den nordiske poesi. I en artikel i Nordisk kvindelitteraturhistorie kalder Anne-Marie Mai Hulda Lütken, Tove Meyer og Bodil Bech for ”Södergrans danske døtre”. Både Lütken og Södergran er optaget af eros og død, og Erik Skyum-Nielsen skriver om deres slægtskab: ”Ligheden mellem dem består i den ekstatiske livstørst og i længslen efter Eros hinsides fordomme og hæmmende grænser. Forskellen ligger i afstanden mellem det æstetisk vildt hensynsløse hos Södergran og det senromantisk efterklingende hos hendes danske beundrer. Som imidlertid altid brænder igennem ved sin kolossale intensitet og sensibilitet – et temperament af uregerlig kraft.” (Erik Skyum-Nielsen: Hos digteren Hulda Lütken er naturen både et fængsel og et fristed. Information, 2020-08-21). En anden svensk digter, Lütken slægter på, er Karin Boye.
Hulda Lütkens samtidige digterkollega Bodil Bech (1889-1942) har også en interesse for barndommen og for kvinden som seksuelt væsen, og i sin debut ”Vi der ejer Natten” fra 1934 skriver Bech om erotisk frigørelse. Om de to skriver Lise Loesch i ”Danske digtere i det 20. århundrede 2”: ”Som kvindeforfattere med en bekendende subjektiv tendens, særlig i den lyriske produktion, beskriver de begge en feminin psykologisk tilstand” (s. 130).
Med Tove Ditlevsen deler Hulda Lütken en psykologisk interesse for kvindeliv og længsler og magtforhold i relationer. Nok var Ditlevsen begejstret for Lütkens værker, men hun følte sig intimideret af Lütken under et besøg hos hende og Viggo F. Møller. I Ditlevsens erindringsbog ”Ungdom” (1967) står der: »En aften da jeg besøger Viggo F., ringer det på døren, og der lyder en mørk kvindestemme ude fra entreen. Viggo F. kommer ind med en lille trivelig, gnistrende sort dame, der trykker min hånd, som om hun har i sinde at rive den af mig, og siger: Hulda Lütken. Nå, sådan ser De ud. De er snart så feteret, at det ikke er til at holde ud. Så sætter hun sig og henvender hele tiden ordet til Viggo F., der tilsidst beder mig om at gå, for der er noget, han skal tale med Hulda om. Senere forklarer han mig, hvad han allerede før har antydet, at Hulda Lütken ikke kan udstå andre kvindelige lyrikere.« (Citeret efter Erik Skyum-Nielsen: Hos digteren Hulda Lütken er naturen både et fængsel og et fristed. Information, 2020-08-21).
Et andet værk, der i lighed med ”De uansvarlige” tematiserer en missionsk livsførelse og den smalle sti mellem fortabelse og frelse, er Hans Kirks kollektivroman ”Fiskerne” fra 1928.