Hulda Lütken skrev både digte og romaner samt selvbiografien ”Mennesket på Lerfødder” fra 1943. Debutdigtsamlingen ”Lys og Skygge” fra 1927 er skrevet i et traditionelt formsprog og inspireret af senromantikken, mens forfatterskabets sene digte forlader ”den rytmiske, rimede form og dropper de visuelt regelmæssige strofer,” som Erik Skyum-Nielsen formulerer det i ”Ud af skyggerne”. Gennemgående er der et søgende og personligt digterjeg til stede i de naturnære digte med brug af årstider, måne, jord, himmel og andre universelle elementer, lige som også forholdet mellem den menneskelige natur og den store natur spiller ind. I ”De uansvarlige” oplever både Erna og Therese en trøst i naturen, som de oplever med ydmyg taknemmelighed, når de lokkes ud af månen eller ser en fuglerede på marken.
I sine romaner bruger Hulda Lütken af sit biografiske stof og skriver i en mere realistisk form, først med ”Degnens hus” og siden i ”Lokesæd” og ”De uansvarlige”. Med en psykologisk tilgang til stoffet undersøger hun menneskelige drifter og begær, og hun ser individet i lyset af påvirkningen fra både arv og miljø.
I et brev til forfatterkollegaen Karin Michaëlis skrev Hulda Lütken i 1933, at ”mange finder mig uæstetisk”, og det peger måske på hendes optagethed af sociale og psykologiske forhold omkring opvækst og kvindeliv. Moderskab og moderbindinger er centrale temaer gennem både digte og romaner, og moderen omtales som ”månemoder, ildmoder, gudsmoder og menneskemoder”, som Lise Loesch skriver i sit portræt af Lütken i Danske digtere i det 20. århundrede (s. 131).
Som en kvindelig forfatter, der beskæftigede sig med kvinders længsler og erotiske liv, stak Lütken ud i sin levetid. I det hele taget var hun optaget af identitet og kønsidentitet, og i erindringsromanen ”Mennesket på Lerfødder” spørger hun, om hun rent ud er ”en Kvinde med en Mands Sjæl?”. I hendes sidste roman, ”Så er jeg fri”, er fortælleren en mand.
I forfatterskabet generelt er der en optagethed af den udstødte og af spændingen mellem begær og sjælelig renhed, mellem drift og synd, Eros og død. Både Therese og Erna er i ”De uansvarlige” splittede mellem livslyst, formanende gudstro og samfundets fordømmelse, og de lever i frygten for at komme i helvede. Lütken giver på den måde et nuanceret indblik i, hvordan tro påvirker et menneske.