Hans Lynges roman ”Den usynliges vilje” markerer et nybrud i den grønlandske litteratur. Både i forhold til den mundtlige fortælletradition, som stadig prægede store dele af den nedskrevne litteratur, og fordi den er et opgør med den kristne dogmatik. Lynge var livet igennem kritisk over for den kristne, danske kolonialisme, som ville have grønlænderne til at forsage deres traditioner. I modsætning til den grønlandske litteratur, der udkom i Hans Lynges samtid såsom Mathias Storchs ”Sinnattugaq”, 1914 (”En grønlænders Drøm”, 1915) og Augo Lynges ”Ukiut 300-nngornerat”, 1931 (”300 år efter”, 1989), ønskede han ikke grønlænderne omskabt i den nye kulturs billede, men derimod at de skulle videreudvikle sig med et sikkert fundament i egne værdier og traditioner. I sin bestræbelse på at styrke den grønlandske identitet igennem litteraturen var Lynge inspireret af den danske guldalderlitteratur såsom H.C. Andersen og B.S. Ingemann, der havde været med til at forme den danske nationale identitet.
Mange danske forfattere har skrevet om Grønland – mange uden overhovedet at have været der. Det gælder bl.a. for B.S Ingemann (1789-1861) og Henrik Pontoppidan (1857-1943). I Ingemanns roman ”Kunnuk og Naja eller Grønlænderne” fra 1842 beskriver han grønlænderne som naturbørn, og de kristne missionærer som kærligt opdragende forældre, mens Pontoppidan i
”Isbjørnen” fra 1887 fremstiller Grønland som en art tilflugtssted for utilpassede eksistenser.
Selvfølgelig skal grønlandsfarer Knud Rasmussen (1879-1933) også nævnes, da han om nogen har præget den danske opfattelse af grønlænderne. I samme åndedrag kan nævnes Peter Freuchen (1886-1957), der i romaner som ”Ivalu” (1930), ”Hvid mand” (1943) og ”Solfjeld” (1946) skildrer kultursammenstødet mellem det smukke, ’ægte’ naturfolk og europæerne.
Blandt mere nutidige forfattere er Peter Høeg, der med sin postkoloniale roman ”Frøken Smillas fornemmelse for sne” (1992) tematiserer det dansk-grønlandske forhold samt Kim Leine, der med sin debutroman ”Kalak” (2007) ligeledes indskriver sig i det postkolonialistiske spor. Også dansk-grønlandske Pia Arke udstiller og undersøger i sit genrehybride værk ”Scoresbysundhistorier” fra 2003 den danske kolonialisme og grønlandske virkelighed.
For læsere, der ønsker at dykke ned i aktuel grønlandsk skønlitteratur, kan Niviaq Korneliussen varmt anbefales.