Den måde, Hans Peter Madsen går konkret til sproget, ligner en anden Madsen, nemlig Svend Åge Madsen, der gennem hele sit lange forfatterskab har vendt og drejet ord, betydninger og (mis-)forståelser. Begge forfattere udviser en enorm begejstring for sprogets potentiale for at opfinde alle mulige og umulige verdener, og de deler en næsten detektivisk iver efter at finde ind i og ud af sproget og afprøve alle dets egenskaber og konkrete udsagn.
Både de lidt aparte noveller og kortprosatekster i Hans Peter Madsens debut ”Brænd huset ned, giv træet vand” og det store kartotek af fiktive, fundne tekster i ”Hyldemeter” giver mindelser om modernisten Peter Seeberg, der i f.eks. ”Dinosaurusens sene eftermiddag” fra 1974 samler alskens slags tekster.
Forfatterskabets konkretpolitiske karakter kan minde om flere andre samtidige danske forfattere. Selv nævner Hans Peter Madsen i et interview Jonas Eika og Asta Olivia Nordenhof som nogle, der skriver politisk uden at undskylde det, men bare gør det ”fordi det må man gerne i litteraturen nu”. I samme interview trækker han tråde til digterne Klaus Rifbjerg og Peter Laugesen, der ”mest hardcore siger, ’det her er hvad jeg mener, og alle andre er nogle idioter’, (…)” (Anders Holbæk: Dansk debut-forfatter: ”Enhver person, der de seneste 30 år har stemt på et andet parti end Enhedslisten, holder jeg ansvarlig nu og i fremtiden.” Solidaritet.dk, 2021-04-27).
Malte Tellerup har i sit forfatterskab også beskæftiget sig med landbrug og klima, med øde marker i det vestjyske og menneskets forhold til naturen. I ”Hedeselskabet” (2020) flytter tre venner til Vestjylland for at arbejde og komme tæt på naturen, men idyllen kontrasteres af en slidt og pesticidtung landbrugskultur. Tellerups mere kontant politiske ”Spræng fabrikken” (2023) stiller den kapitalistiske udnyttelse af vores naturressourcer over for en bæredygtig samklang mellem menneske og natur.