Eske K. Mathiesens ”Almanakhistorier” udkom i 1981 på det lille forlag Brøndum, og den er ledsaget af grafiske arbejder af maleren Agnete Therkildsen, ikke mindst natur- og fuglemotiver. Og fuglen er da også et centralt tema. Bogen er den første af i alt fire bind med almanakhistorier, Mathiesen skrev og udgav i firserne, og i alle er det titlen, der er genremarkør. En samling almanakhistorier er nemlig fortællinger med et folkeligt tilsnit, der var en del af oplysnings- og underholdningsstoffet i tidligere tiders almanakker. En almanak er en gammel kalender, og de kan spores helt tilbage til 1400-tallet – 1500-tallet i Danmark – og man forstår derfor, hvorfor folkemindeforskeren finder interesse i den glemte genre.
Historierne adskiller sig fra Mathiesens øvrige forfatterskab ved at være mere fortællende og mindre poetiske. Det er en samling små historier med et folkeligt, mundtligt, næsten eventyrligt tilsnit, ofte også med en morale, der er svær at få greb om. Og derfra er det Mathiesen, som man kender ham. Historierne er fortalt i det finurlige, gakkede sprog, og den øko-politiske sympati og det politiske engagement er ikke til at overse.
Den første historie, ”Den udstoppede fugl”, er skrevet med Mathiesens underfundige pen, naturen er ikke ren idyl, selvom den ofte skildres sådan. Og også her skal man tage titlen på ordet. Det er nemlig en udstoppet fugl, der taler. Den er ikke ked af at være fanget indenfor med vat i hele sit korpus, for fuglens ”frihed har sin pris” (s. 9) med rovfugle, møg og besvær. Fuglen priser derfor den dag, den ”hørte knaldet” (s. 11). Mathiesens politiske engagement er også svært at overse, for eksempel i historien ”Hævnen” med to unge herremænd, der voldtager en smuk ung kvinde. Da hun dør, flyver en lille brun fugl ud af hendes hjerte og vender tilbage med en samlet fugleflok, der hakker de to herremænds øjne ud. I den ”Blå Jomfru” får herremanden ligeledes magtens og jalousiens pris at føle. Og man kan finde lignende eksempler. Det kan man også om Mathiesens sympati for håndens arbejde og for oversete eksistenser. Det kommer for eksempel frem i historien ”Snedkerens begravelse” eller ”Heste-Thomas”, og overalt er naturen noget guddommeligt smukt, man kan forsøge at nærme sig uden helt at nå – og som samtidig er brutal, ligefrem dødelig.