Baggrund

Citat
”Den er så stor og så tung, elgen,
men den løber så let hen over
den lysende sne i den grå aftenskumring,
forcerer et hegn i et svævende spring.
Jeg kender ikke noget, der kan sammenlignes
med en løbende elg. Enten er det
for tungt eller for let.
Og elgen er begge dele.”
”Tranedun”, s. 59.

Forfatteren Eske K(aufmann) Mathiesen levede fra 1944 til 2021, og han nåede at udgive 60 bøger med digte og små historier og 17 børnebøger. Han blev født i Sønderjylland, og den jyske muld fulgte ham hele forfatterskabet. Dérude var han fri, så fri ”at sjælen kan mærke sin vinge” (”Fuglevarsler”, s. 11).

Hvad der mere skete i Sønderjylland, skriver han om i den lille erindringsbog ”Syltetøj” (1979). Dér sidder lille Eske i mormors have med en ”drøm om at blive gartner. Men kun vag. For jeg skrev også vers, gartnervers, ganske vidst, om hvide frugttræer” (”Syltetøj”, s. 13). Og i mormors køkken læste han gamle aviser, almanakhistorier og Danmarkshistorien. Mathiesens økopolitiske sympati for naturens selvstændige, ofte oversete skabninger kom tidligt – ligesom den kulturhistoriske interesse.

Han blev ikke gartner, men botaniserede i sproget – og folkekulturerne. Han studerede nemlig folkemindevidenskab og blev forsker. Her forskede han blandt andet i haven og fuglene, han mødte gamle genrer og blev bekræftet i det registrerende sprogs poesi. Han fortæller til tidsskriftet Ildfisken, at han som forsker blev vant til at registrere og der fandt, at ”der i registreringen, i den nøgterne registrering af ting og arkivalier ligger en egen poesi” (Carsten René Nielsen: At se tingene, som de er. Ildfisken nr. 33, s. 26). Også derfra kommer Mathiesens ligefremme, folkelige tone, hvor det almindelige nøgternt registreres, før det bliver vendt en omgang i et tankevækkende, humoristisk, nogle gange gakket, tvist.

Mens han studerede, pressede poesien sig på, og han debuterede i lyriktidsskriftet Hvedekorn nr. 4 i 1969. Selvom vejen stod åben mod succes og berømmelse, gik han næsten udelukkende ad afsides stier. Han udkom hovedsageligt via idealistiske kanaler som kunstkataloger og miniforlag og i endnu mindre formater. Måske er det grunden til, at han af kendere bliver betragtet som én af Danmarks bedste digtere – og som en af Danmarks bedst bevarede hemmeligheder. Han holdt nemlig lige så stædigt fast i sin anti-etablerede udgivelsespraksis, som han holdt fast i sit skulderlange pagehår. Og apropos pagehår: Politisk lå han hele livet til venstre for midten, og han fortæller da også, at det ikke var uden grund, at han var ”anmelder på Land og Folk. Der havde jeg en dejlig tid” (Ingeborg Brügger: Sproget er hans legeplads. Information, 2002-07-18), og også derfra kom forfatterskabets spidning af magtfulde og sympatien for oversete eksistenser.  

Mathiesen var gift med Åse Rørdam, og sammen fik de tre børn. Udover at være kendt blandt kendere som en af Danmarks bedste, mest oversete, digtere, virker han i interviews som et undseeligt og sympatisk menneske med en underspillet humor – præcis som hans digte.