Jeg ønsker inderligt at dedikere
den tredje af mine Fem Grimasser til Dem.
Ønsker de at modtage min dedikation?
Med glæde, monsieur Satie. Dedikationen
vil jeg gerne have. Grimassen må De
godt beholde.
Jamen, ædle Grevinde! Den er et hovedværk!”
Eske K. Mathiesens digtsamling ”Bonjour monsieur Satie”, igen med omslag af Per Kirkeby, udkom i 2009, og igen på miniforlaget Bebop. Mathiesen har i mange af sine tidligere værker skrevet digte til og om kunstnere – især billedkunstnere – men denne gang er det ikke ét digt, men derimod én lang finurlig, underlig og prosapoetisk undersøgelse af den franske komponist Erik Saties liv og værk, og han modtog kritikerprisen for den.
Satie levede fra 1866 til 1925 i Frankrig igennem den såkaldte ”skønne epoke” og første verdenskrig. Han blev dengang betragtet som en dilettant, en excentrisk socialist og skønånd, og man forstår Mathiesen og Saties kunstneriske slægtskab.
Hør bare, hvad digteren Peter Laugesen skriver om Satie i anmeldelsen af Mathiesens digtsamling: ”Satie arbejdede, som Mathiesen, med de ganske små, irriterende forandringer og forskelle, de hele tiden skiftende små bitte spændinger i sproget, der holder alt levende. Han fyldte sine partiturer med gnostiske tekstklumper og muntre manifester” (Peter Laugesen: Skærpet hygge. Information, 2009-12-17). På den måde siger Mathiesen derfor noget om Satie, og digtene om Satie siger noget om Mathiesen – med vanlig sproglig finurlighed, øko- og politisk sympati og engagement.
27936547
Et sted henvender Satie sig til Gud. Han beder om undskyldning for, at han sænker blikket fra altertavlen til gulvet. Hans blik fanges af de brændte fliser, hvis enkle mønster danner hinkeruder, som hans barnlige, ulydige øjne ikke kan lade være med at ”hoppe rundt i” (s. 37). Eller i digtet lidt senere, hvor han forsikrer en om, at de store orgler ikke nødvendigvis er de bedste. Det lille orgel er derimod som en lirekasse, Gud selv drejer. Der er også rejekællingen, der råber, og først når man har forstået, hvori hendes kunst består, har man smagt den første salte dråbe ”af musikkens væld” (s. 47). Og så er der ham, der fortæller Satie, at vinterfluen er hans speciale, selvom den kommer af en ”overset og foragtet slægt” (s. 33). Og så er der det morsomme. Satie vil et sted dedikere den tredje af fem grimasser til en kvinde. Hun takker ja til dedikationen, nej til grimassen, hvortil Satie svarer, den ellers ”er et hovedværk” (s. 49). Det samme er ”Bonjour monsieur Satie” i Mathiesens forfatterskab.