Fra spætternes have

Eske K. Mathiesen fik debut på forlag med digtsamlingen ”Fra spætternes have”. Den har omslag af billedkunstneren Ursula Reuter Christiansen og udkom i 1976 på miniforlaget Swing. Samlingens første del er Mathiesens egne digte, og anden del er oversættelser – gendigtninger – af irske digte, folkepoesi fra Centralasien og fra persiske tyrker. Man mærker tidligt interessen for folkekulturen.

Fælles for Mathiesens egne digte er allerede fra debuten det registrerende sprog med et overraskende tvist, hans økopolitiske omsorg for naturen, men han spidder med ungdommelig idealisme de magtfulde mere direkte end i det senere forfatterskab.

51054997

Samlingens første digt har titlen ”Hyrde-digt”, og tager man titlen på ordet, er den forbundet med den oldgamle, mundtlige tradition hyrdedigt, hvor natur er idyllisk og erotisk, og det er da heller ikke helt forkert: ”Nu er hver blomst/ en trompet,/ hver urt en lur./ De kalder på geder og køer/ til aften-dansetur./ De kalder på geder/ og kid,/ de kalder på skyernes blå./ Det var det skønneste orgel af græs,/ jeg under løgkuplen så” (s. 33). Digtet rimer, og hver tredje linje indleder verset efter, men med drillende variationer. Køer bliver til kid og senere bliver det skønneste orgel til det reneste. Naturen besjæles så voldsomt, at det undervejs bliver det rene nonsens. Som når digteren med en sort kat gør en danse-hat. Senere i digtsamlingen finder man prosadigtet ”Hyrderne”, og dér er ”ingen idyl” (s. 41). Der er derimod en voldtægt og et gåsekranium – og hvem tænker på det, græs og blomster trænger igennem og får til at forsvinde, spørger digteren retorisk. Det tænker ingen på, så ”glem det da”, svarer digteren og undskylder, han mindede os om ”gåsens hoved” (s. 43). Gåsekraniet virker som den sande – også erotiske – natur, som der ikke er nogen, der tænker på, og som sproget ikke kan nå. Og da slet ikke romantikkens patos!

De magtgale derimod kan fint få én på skrinet. Det behøver man nemlig ikke symbolske billeder til. Som når der digtes om ”femten rige svin” (s. 61) og om gæs, der gør oprør. Der samtales også med billedkunsten og digtere, mens blanksorte biller går forbi, og fugle synger for fruen i skoven.