Fuglevarsler

Eske K. Mathiesens digtsamling ”Fuglevarsler” med grafik af maleren Frede Christoffersen udkom i 1986, igen på forlaget Brøndum. Den falder i tre dele, og digtene er prosadigte i Mathiesens registrerende sprog, der bliver vendt en omgang, og den følger samme øko- og politiske spor som resten af forfatterskabet. Og så er der folkeminderne. Man søgte nemlig i oldtiden råd om fremtiden i digtsamlingens titel.

Den første del foregår i Sønderjylland. Man er i første digt ”I marsken” en tidlig morgen. Dérude ligger tågen tæt over sovende får. De sammenlignes med sten ”på grave… en kirkegård glemt af alle, uden menighed og kirke” (s. 9). Sådan ser det ud i tågen, men da vinden blæser tågen bort – også fra digterens søvnige øjne – rejser fårene sig. Da digteren samme dag kommer tilbage, står fårene på digerne med ”byger af langbenede fugle foran sig” (s. 10) og bagved, ”hvor hav og himmel mødes” (s. 10), der er øerne ”i flimrende lys” (s. 10).

Del to bevæger sig fra marsken til ”Skagen”. Man lærer, der var storm i går, og det var derfor ikke tågen, men stormen, der gjorde det svært for digteren at se. Nu er havet blankt, og en due flyver hen i vindueskarmen ”med en kølig kvist af lys” (s. 19). Det er igen fuglen, der kommer med lyset. Ligesom i oldtiden varsler fuglene, men digterens fremtid er dérude i naturen – ikke i sproget.

Det lærer man i tredje del, der indledes med digtet ”Her jeg vil bo”. Digteren vil ikke et andet sted hen, men binder derimod en sten fast til sjælen ”så den ikke letter og flygter bort” (s. 35). Den skal ikke forsvinde ”til lufttynde riger” (s. 35), for ”Jorden er mit hjem” (s. 35). Han vil bo i den jyske muld, hvor han kan lytte til naturen og betragte dens lys på afstand. Det er måske det ene tema, mens det andet er det politiske engagement.

Han vil nemlig også bo i digtet ”Bredgade, mit lille Rusland”, digterens ”røde hjertes gade” (s. 40). Der kan han digte, som når han sammenligner sig med væverens datter, der ved, hvad arbejde i stilhed er værd, og hvor min vækst ”er en anden end jeres” (s. 43). Her afsløres påfuglehannen, der blæser sig op, men som bagfra har en ”arrigt vippende, fed lille gump” (s. 24). Det varsler fuglene, og samtidig samtales med malere som Emil ”Noldes have” og ”Spræng din maske!” til bogens egen Frede Christoffersen.