Eske K. Mathiesens forfatterskab er sparsomt beskrevet, men hives jævnligt frem som ét af de store, af dem der kender ham. Litteraten Erik Skyum-Nielsen er en af de få, der har kortlagt forfatterskabet, og i 2015 udkom der en mindre monografi med titlen ”Eske K. Mathiesen” af Tobias Skiveren og Martin Gregersen. De fremhæver to grunde til, Mathiesen er en perifer skikkelse: Han passede dårligt ind i den modernistiske poetik, mange mener var comme il faut – god smag – i tiden, og de fremhæver hans bemærkelsesværdige udgivelsespraksis; at han næsten udelukkende udkom på små idealistiske forlag – og i endnu mindre formater.
Skiveren og Gregersen skriver videre, at Mathiesens digte er uensartede – i form og indhold. Forfatteren og folkemindeforskeren afprøver snart den ene, snart den anden æstetik: fra folkevisen til antikkens digtformer; fra rimede og traditionelle digte til fortællende kortprosa. Dertil kommer også, at forfatterskabet konstant overskrider kunstartens grænser, ofte ved at være i dialog med andre kunstarter. Her er det ikke mindst billedkunsten, der er samtalepartneren – og dén samtale fører ofte til overvejelser over forfatterens egen praksis.
Med hjælp fra forbindelsen mellem poesi og billede – den såkaldte ekfrase – bestemmer Skiveren og Gregersen følgende kendetegn: ”Det gælder for det første Mathiesens mestergreb tvistet, der kaster et skævt blik på verden, så tingenes reelle forunderlighed træder frem, ”som de er”. Det gælder for det andet den grønne opmærksomhed på naturen, som han konstant forsøger, men aldrig helt formår at indfange i sin samhørighedssøgende poesi, og det gælder for det tredje hans røde engagement, der gang på gang medfører en opskrivning af ellers oversete eksistenser og tilværelsesformer.” (Tobias Skiveren & Martin Gregersen: Eske K. Mathiesen. Arena, 2015).
Mathiesen siger selv et sted, at poesi skal lege i sproget, på overfladen, men med ”alvor bag. Og bid i” (Ingeborg Brügger: Sproget er hans legeplads. Information, 2002-07-18). Han fortæller, at hans digte blandt meget andet er politiske, men at ”man digter med sproget, ikke med meninger.” (Ingeborg Brügger: Sproget er hans legeplads. Information, 2002-07-18). Og han fortæller om naturen: ”når man ved, med hvilken præcision den rammer ned i øjet på sit bytte, er der ikke megen IDYL over den. Fugle er skam selvstændige væsener.” (Ingeborg Brügger: Sproget er hans legeplads. Information, 2002-07-18).