Herbarium

Eske K. Mathiesens digtsamling ”Herbarium” udkom i 2002 på Gullanders Bogtrykkeri. Med titlen herbarium menes også en samling pressede og tørrede plantedele eller hele planter, og bogen er passende illustreret af kunstneren Anton Jakobsens bløde sort-hvide tegninger med eksempler på Danmarks vilde flora. Digtsamlingen er derfor illustrerede og poetiske iagttagelser af naturen. Størstedelen af digtene er uden titel, og de virker derfor som en række nedslag i det, forfatteren har fået øje på ud ad vinduet. Pludselig ser han ét, så noget andet, som han fører til protokol, og det greb bliver tydeligere og tydeligere i det sene forfatterskab. Det sidste digt derimod har titlen ”Jelena Guro”, der var en russisk futuristisk maler, dramatiker, digter og forfatter.  

Også i digtsamlingen her er Mathiesens poetiske karakteristika til at få øje på, men den satiriske spidning af magten er næsten forsvundet, mens de stille, oversete eksistenser skubbes frem med ligefrem omsorg og stille, usentimentalt vemod. Man hører et sted om ham, der med afmålte og rutinerede bevægelser skiller ”motoren i jollen ad” (s. 10), og om jollen, der danser desto mere iltert, jo mere ”oprejst fiskeren står” (s. 14). Digteren ved kun lidt om både, men det er alligevel jollen, hans øje bliver fanget af. Håndens arbejde er mere værd end åndens, fornemmer man.

Det er nemlig i håndens arbejde, der er poesi, ligesom natur kommer før kultur. Planterne kender for eksempel ikke deres navne, og alligevel er de fulde af vitalitet og erotik. De strækker stilken og drikker af lys og luft; de blomstrer nøgne ”som under kærtegn” (s. 13). Det gør de ikke på grund af de navne, de har fået, men bare fordi. Derfor kan man kalde dem alt muligt uden at nå dem. Se også på drengen, der fortæller, at han har fundet et mågeskelet; mågeskelettet derimod mumler: ”Se, hvad jeg har fundet … og løber videre med drengen” (s. 15). Deri er også det drillende, sproglige tvist, ligesom der er nogle væsener, der bare ”nægter at blive tømt for kraft” (s. 9), og ”de bliver (naturligvis, red.) vipstjerter” (s. 168) i stedet. Og andre gange igen er naturen usentimental som hejren, der står og venter på ”at jage næbbet ned i øjet på sit bytte” (s. 9).