Den leende have

Eske K. Mathiesens digtsamling ”Den leende have” med grafisk arbejde af maler og grafiker Peter Helge Hansen udkom i 1991, igen på miniforlaget Brøndum. Haven er igen en del af både titel og indhold, og også Mathiesens poetiske karakteristika er til at få øje på: prosadigte med titel, det registrerende sprog med et overraskende tvist og det øko- og politiske engagement.

Man ankommer i første digt ”Mit kompas” til haven. Digteren spørger retorisk, hvordan han fandt den, og svarer så som det naturligste, at mit kompas ”er en fugleunge” (s. 7). Fugleungen stikker først næbet den ene vej, derefter den anden, men altid i den rigtige retning. Og i digtet ”Sommerkoncerten” gør haven klar til den årlige sommerkoncert: ”Storkenæbene spænder strengene på deres violiner”, og ”musen leder febrilsk efter trommestikkerne” (s. 10). Der er skøn larm i luften og kun stilheden har meldt sig syg. Den har stukket sig ”på et fuglenæb” (s. 10).

Digtsamlingen er fuld af lignende sproglige finurligheder, som når en solsort har hakket i et jordbær, så det har fået mund og øjne og ser nysgerrigt op på digteren. Eller i digtet ”Smæld”, hvor titlen er larmende, og det første ord, som får sin helt egen linje, er ”stille” (s. 26). Det er nemlig regndråbernes små smæld, digteren hører ”på de sovende fugles næb” (s. 28). Eller når duggen har stukket sig og bløder, indtil digteren kommer i tanke om, ”at det blot var nogle modne ribs” (s. 15). Eller se bare på digtet ”Bølgefangeren”, hvor bølgerne ikke er større, end at man kan have dem i sin hånd: ”Men hver gang jeg griber en bølge, smutter den lynhurtigt ud af hånden og ned i vandet igen” (s. 16). Derfor punkterer sproget snart læserens forventninger, snart egne symboler. Duggen bløder ikke, for det kan den ikke, og man kan ikke gribe om vand, men man kan afsløre, at man ikke kan det.

Naturen kan til gengæld godt bløde – på en usentimental, autentisk måde. Som i ”Den hjælpsomme hejre”, hvor aborren synes, det er kedeligt at svømme rundt i samme sø. Hejren tilbyder at hjælpe og fragte fisken til en anden sø – og haps, hejren sluger aborren, ”den dumme torsk” (s. 81). Eller fasanen, der også er dum som en dør, som stolt viser, at den kan stave i sneen, og den lækkersultne ræv kan læse dens tekst.