som et stort T, en dobbeltgalge, og haven er så
dinglende fuld af døde råger og krager,
at der dårligt er plads til de kirsebær, de døde
fugle skal skræmme de levende væk fra. ”
Eske K. Mathiesens digtsamling ”Skvalderkål” udkom i 2014 på Clausens Kunsthandel, og den ledsages af kunstneren Søs Hindsbos enkle tegninger. Det er en række prosadigte fra Mathiesens underfundige, registrerende hånd, stemninger fra naturen og dyr, nogle erindringsglimt og så refleksioner over livet. Samlingen får sin titel fra det andet digt. Der skriver digteren om en sneklat i hasselhegnet, der viser ganske få tegn på fortvivlelse, selvom det er fem grader varmt. Den siver bare stille ned i jorden og ved, den snart vil genopstå ”som skvalderkål” (s. 4). Og skvalderkål, forstår man, er slet ikke så skidt endda.
Naturens erotik står også stærkt i samlingen. Citronsommerfuglen har for eksempel forelsket sig i en halvt udsprunget gul krokus. Spørgsmålet er, hvordan de vil parre sig og elske hinanden: ”Som blomster eller sommerfugle” (s. 13). Lige inden digtet med citronsommerfuglen står en bronzestatue af en malkepige, og det vil være ret fjollet at tiltale hende, ”selvom det tiltaler en” (s. 9). Lønnetræet lige over hende derimod har ingen hæmninger. Det forsøger med ”ivrige skyggepilfingre” (s. 9) at løsne de små knapper, men det er der ingen, der tager sig af. Det er nemlig skyggerne, der leger: ”De må godt” (s. 9).
51365763
Mathiesens politiske engagement kommer også frem. Der er får, der bræger som degne, de er lodne som præster er uldne i deres udlægninger, og de skider lorte sorte, som der står, ”som skriftsteder” (s. 212). Kirken har ikke patent på sandheden, i hvert fald ikke for digteren. Det har naturen – og dén er mere interessant, også mere interessant end politik. Et sted læser han i Thomas Mores berømte politiske skrift ”Utopia” fra 1516 om, at de rige også dengang ”bare rager til sig” (s. 8). Og det er alt sammen vigtigt, men det bliver adspredt læsning. Det er nemlig den buttede rødkælk, han har i hovedet, mere end ”Mores skildring af de griske abbeder” (s. 8). Eller også har digteren snaps i hovedet. Et senere digt registrerer tørt, hvad der er et i et skab af mel, ketchup – og så dér: ”Dér var den squ! Snapsen!” (s. 32). Og så det morsomme. Digteren kan ikke skrive mere, og det ved blyanten godt. Den er nemlig ”stiv af skræk” (s. 35).