Eske K. Mathiesens erindringsbog ”Syltetøj” med omslag af maleren Per Kirkeby udkom i 1979, og den er ikke, som erindringsbøger er flest. Den udkom på miniforlaget Bebop – forlaget, der tidligere hed Swing – og den er siden udkommet som e-bog på Gyldendal. Den består af en række små prosahistorier fra Mathiesens barndom i Sønderjylland, men med hans poetiske karakteristika og drillende finurligheder. Bogen er små erindringsglimt, hvor man kredser om hverdagslignende begivenheder, som tilsammen giver den store historie om forfatteren – og den historie er ikke så ligetil.
Der er først historien om ”Jægeren i dugen”. Familien spiser, og dugen vokser til et landskab i barnets fantasi. To agerhøns basker pludselig op med et rabalder og jægeren ”griber efter geværerne. – Da går en sky for solen, pludselig er de væk, og dugen flad som den plejer at være” (s. 5). Så siger mormor velbekomme, familien siger tak for mad, og drengen går ud i den næste historie: ”Mormors have”. Derude leger han ”fremskridtsvenlig landmand” (s. 9) og går rundt med en drøm om at bliver gartner, men samtidig skriver han gartnervers. Han fører et andet sted optegnelser over naturiagttagelser som ”Musvit d. 15.5” (s. 20) og samler på sagn.
28463499
Der er også noget om første verdenskrig, som hans onkel og morfar sloges i, mens forfatterens krigsskueplads er skabt af Niels Simonsens pennetegninger. Når de bevæger sig ned i byen, bliver han bange og holder sig bag mormor, mens hun handler og snakker ”for længe med gartnerkonen” (s. 31), og måske derfor blev han aldrig gartner.
Og så er der historien, der bærer bogens titel. Den indledes sådan: ”Sylt mig, hvisker pæren fra sin bøjede kvist. Pres mig, hviner ribsen fra sin glimtende klase. Jeg vil svede sorte, søde dråber, stønner solbærret” (s. 13). De mange bær kommer nok fra mormors have, og man føler, det er barndommens dejlige marmelademad, der erindres. Det gør man, til man lærer, at det er ”søde rækker af naturlig vildskab, som lod sig dressere” (s. 13). Solbærbusken hvisker: ”det var da mine børn … mig der hver nat trak en dyne af solsortefløjt hen over dem” (s. 14). Og måske bliver spørgsmålet, om man kan presse fortiden ud af et menneske, eller om den skal leve i en som naturlig vildskab. Hvis det er tilfældet, er ”Syltetøj” et sammenkog af noget vildt og naturligt, man alligevel aldrig kan nå, men man kan registrere, det ér sådan – dét er der poesi i.