Tranedun

Eske K. Mathiesens digtsamling ”Tranedun”, igen med omslag af maleren Per Kirkeby, udkom i 2008 og igen på forlaget Bebop. Samlingen har undertitlen ”samlet poesi”, og den samler derfor op på fem års særudgaver. Den tilføjer 30 nye prosadigte under nævnte titel. Det er en række titelløse naturiagttagelser fra forfatterens vindue – og måske også fra en tur i Sverige. Og så er de skrevet i Mathiesens registrerende sprog med et overraskende tvist, der også er morsomt, og det politiske engagement er viklet helt ind i digterens økopolitiske sympati for naturens oversete væsener.

Det tredje digt i samlingen er på en måde et billede på alt det, Mathiesens poesi er – eller måske netop ikke et billede! Her er det den svenske elg, der tænkes på og registreres, men digteren kender ikke noget, der kan sammenlignes med en løbende elg. Enten er sammenligningen for tung eller for let, forklarer han: ”Og elgen er begge dele” (s. 59).

27129498

Hvis digtet derfor er et billede på noget, er det på sig selv som digt. Det fortæller læseren, at det ikke er i billeder og symboler, at man finder svaret, men derimod i elgen, der løber. Den er nemlig på én gang tung og let; klodset og elegant; den er prosa og poesi, og man kan tilføje flere modsætningspar, hvis man vil. Det er samtidig én måde at beskrive Mathiesens poesi på.

Og så er han morsom – hvis det er det rigtige ord, måske er overraskende bedre. Som når digteren tørt konstaterer, at brændestykket er i slægt med flammerne, at ”noget familieskab tærer mere på én end andre” (s. 59), og det kender man jo godt. Eller når regnormen er erotik, snor sig over digterens mudrede sko og gør tilnærmelser til snørebåndet: ”Et stævnemøde er under udvikling” (s. 64), og digteren må se op på skyerne, så de elskende kan få lidt fred. Naturen er sensuel, og det samme er mælkekanden på bordet, hvor hvid mælk dvæler et øjeblik på ”kandens buttede hofter” (s. 65).