Matias Faldbakken debuterede i 2001 under pseudonymet Abo Rasul med første del af sin ’Skandinavisk misantropi’-trilogi, ”The Cocka Hola Company” (ikke oversat til dansk). I 2002 udkom anden del, ”Macht und Rebel” (da. ”Macht und Rebel”, 2003), og i 2008 tredje del, ”Unfun” (da. ”Unfun”, 2009). Alle tre bøger er gennemsyrede af misantropi og menneskehad og udstiller det moderne menneskes mest afstumpede sider.
I ”The Cocka Hola Company” skal ulovlig pornoproduktion finansiere avantgardekunst, og bogen er gennemsyret af sexscener og narcissistiske kunstnere, der prøver at genopfinde sig selv.
27803296
I ”Macht und Rebel” bliver de to unge mænd Macht og Rebel venner. Macht er trendspotter og brandmanager for multinationale firmaer, mens Rebel er en desillusioneret politisk aktivist, der hader undergrunden mere end mainstream kapitalisme og mainstream mode. Begge hader de den venstreorienterede selvfedme, der florerer i de kunstneriske undergrundsmiljøer. Rebel finder frem til, at nazisme og pædofili er nogle af de få tabubelagte ting tilbage i det skandinaviske velfærdssamfund og får derfor en kæreste på 13 år og et hagekors tatoveret på brystet.
På bagsiden af ”Unfun” er der meget sigende en blok af knaldrøde haha’er – kun brudt af blodstænk oppe i hjørnet. Afslutningen på Matias Faldbakkens trilogi er nemlig den mest voldelige, ondskabsfulde og mest groteske af de tre bøger. Selvom den foregår i Oslo, er dialogen mest på engelsk, og især splatterfilm og computerspil dominerer samtaleemnerne. Hovedpersonen og primær-fortælleren er Lucy, og i den blodige horror-slutscene stikker hun sine tvillingesønner Atal og Vataman ihjel, mens de ler hysterisk og fortæller racistiske vittigheder.
Matias Faldbakkens trilogi er skamløs avantgarde, der udstiller antihumanismen uden at tage politisk stilling til noget. Den er indtil videre oversat til bl.a. tysk, russisk, finsk og dansk og er mange gange blevet kaldt for ubehagelig læsning. Ikke bare pga. de mange groteske situationer, der finder sted, men også fordi situationerne er skrevet satirisk. På den måde ender læseren med at sidde og grine ad nazismen – som historisk set altid er blevet forsaget og taget alvorligt.