Baggrund

Citat
”Stykket med himmelblåt beskåret af træets grønt skifter position og rykker om foran bladenes silhuet. Hver af grenene har en rød kant, og lyset brænder hendes pupiller, fordi hun ikke blinker. Hun spiler øjnene op, så længe hun kan holde det ud. Bagefter kniber hun dem sammen og leger med farvepletterne. På nethinden har hun også billedet af den gamle mand; det er ikke så nemt at slippe af med. Han er en meget mærkelig gammel mand.”
”Måneansigt”, s. 17.

Den spanske forfatter Sara Mesa er født i Madrid i 1976 og flyttede til Sevilla med sin familie, da hun var barn. Hun har studeret journalistik og spansk filologi, og i 2007 debuterede hun med digtsamlingen ”Este jilguero agenda”, som hun samme år modtog litteraturprisen Premio Nacional de Poesía Miguel Hernández for. Siden har hun udgivet adskillige noveller og romaner, hvoraf flere har modtaget priser og anerkendelser. Indtil videre er to af hendes romaner oversat til dansk, først ”Cara de pan” (2018), der udkom under titlen ”Måneansigt” i 2019 og siden ”Un amor” (2020), der udkom på dansk i 2023 som ”Kærlighed af en slags”.

Hvor hun i første del af sit forfatterskab skrev allegorisk og mere eventyrlige scenarier på kanten af det plausible, har hun siden ”Måneansigt” skrevet mere realistisk, men dog altid med et symbolsk og betydningsmættet lag også. Mesa var særligt i sine tidlige værker optaget af barndommen og den dybe brønd, den er at fortælle ud fra. Om det siger hun i et interview: ”Børn har en meget spændende måde at se verden på, meget intuitiv, endnu ikke plettet af fordomme. Det er et blik med magiske elementer, overtroiske om man vil, med en uvirkelighed der ligner drømmenes. Det er ikke kun det, at barndommen i sig selv er et uendeligt tema – hvilket det er – men også at det tilbyder perspektiver og synsvinkler, der er nyttige, hvis man ikke vil repræsentere virkeligheden som et hele. Jeg foretrækker altid delvise, obskure eller tvetydige virkeligheder.” (María Ayete Gil: Far-Reaching Minimalism: A Conversation with Sara Mesa. World Literature Today, 2019-04-23. Egen oversættelse). Netop det obskure og tvetydige er fremtrædende i hendes værker, der efterladeren læseren siddende helt yderst på stolen i et forsøg på at forstå tekstens mange lag og samtidig forhandle med sin egen moral.

Sara Mesa er bosat i Sevilla.