I Sara Mesas bøger er det centrale tema relationer, og hvordan man kan stole på sin egen oplevelse af dem, når omverdenen har andre holdninger til dem. I ”Måneansigt” er samfundets formodning om pædofile hensigter hos ældre mænd et benspænd for det spirende venskab mellem den 13-årige Casi og den voksne Viejo. Mesa viser, hvordan det påvirker ens følelser, at andre synes de er forkerte – og hvor svært det kan være at stole på sin egen virkelighedsopfattelse. I ”Kærlighed af en slags” gør Nat vold på sig selv, når hun lader sine grænser overskride uden at sige fra – selvom hun i flere tilfælde reelt ikke har en mulighed, da hun er indlejret i etablerede, sexistiske magtstrukturer.
Individ og fællesskab er også et centralt tema, da Mesas hovedpersoner mere eller mindre selvvalgt falder uden for de gængse fællesskaber. Heri ligger også en udforskning af de fordomme og forventninger, vi har til hinanden: Hvordan kan man stå i egen ret, når andre altid har en forudindtaget holdning til en? Hvad vil det sige at være i opposition? Hos Mesa er sympatien hos outsideren, og i ”Måneansigt” er der en kritik af ”tankepolitiet”, der bestemmer, hvad der er rigtigt og forkert for den enkelte.
Både Casi og Nat erfarer, hvilken kraft og magt der ligger i seksualitet, og Sara Mesa beskriver skam og begær og lyst fordomsfrit og nysgerrigt. I det hele taget er hendes bøger fulde af tabuer, som det er op til læserens egen moral at tage stilling til. Der er mange former for magt hos Mesa; indlejret i forældrerollen, i seksuelle udvekslinger, i den rolle man har i en gruppe osv. Magtanvendelsen kan være voldelig, når den krænker og overskrider grænser, og netop forholdet mellem offer og krænker udforskes også hos Mesa.
”Måneansigt” foregår stort set kun i et buskads, og om at bruge begrænsede rum siger Mesa, at det forener hende med en litterær minimalisme, hvilket både er en vane og en begrænsning. Fra det specifikke rum kan hun sige noget generelt: ”For at tage Måneansigt som eksempel – der konfronterer jeg nogle vidtrækkende sociale temaer gennem de umiddelbart ubetydelige handlinger og deres betydning for de to karakterer. Det specifikke fører til det generelle, selvom intet af det egentlig er overlagt.” (María Ayete Gil: Far-Reaching Minimalism: A Conversation with Sara Mesa. World Literature Today, 2019-04-23. Egen oversættelse).