Ingrid Nymo er født i Thy i 1992. Hun voksede op i byen Vang, hvor hendes mor stadig bor. Midt i 3.g. mistede hun sin far – noget Nymo har skrevet ud fra i sin debutroman. Præcis som romanens Linea rejste Nymo også selv til Rumænien for at bearbejde sin sorg, men først nogle år efter dødsfaldet.
Ingrid Nymo blev student fra Thisted Gymnasium i 2012 og arbejdede herefter i hjemmeplejen i Thy i en periode. Jobbet passede hende godt, fordi det var fleksibelt og gav hende mulighed for at skrive ved siden af, har hun fortalt til radioprogrammet Skønlitteratur på P1. Efter et højskoleophold vidste hun ikke rigtig, hvad hun ville. Hun faldt over en annonce for et rumænsk kloster, der søgte frivillige, og tog af sted: ”Jeg tror, at jeg havde brug for at være et sted, hvor ting gik langsomt, og hvor man kunne lave noget meget konkret og være sammen med nogle mennesker, som havde noget åndeligt sammen og et ærinde med efterlivet,” har hun sagt til Nordjyske (Ida Smith: Ingrid har skrevet sin første roman: - Jeg vidste, der var en far, der skulle dø. Nordjyske.dk, 2022-01-01).
Ud af klosteropholdet sprang debutromanen ”Kloster”, men der ligger mange år imellem Nymos ophold i Rumænien og bogens udgivelse i 2021, for hun havde brug for at bearbejde sin egen sorg i fred og ro. Som hun siger til dr.dk: ”Jeg havde brug for meget tid og ro til at lade den her oplevelse af død falde på plads. Det tager lang tid at fatte, hvad der er sket, og hvad døden er. Det tager tid at forme et syn på døden og en måde at leve med den på.” (Kasper Madsbøll Christensen: Ingrid har skrevet en bog om at miste: 'Jeg har været nervøs for, om min familie ville synes, det var hårdt at læse'. Dr.dk, 2021-30-11).
I årene mellem klosteropholdet og romandebuten påbegyndte Nymo først et studie i teologi og siden et i arkæologi. Hun færdiggjorde ingen af delene og tog i stedet en skriveuddannelse på Talentskolens forfatterlinje, som hun dimitterede fra i 2018.
Nymo har undervist i skrivning på Testrup Højskole og været redaktør på det online tidsskrift Hvermandag. Udover foreløbig to romaner, der begge har afsæt i egne erfaringer og hjemegnen Thy, har hun skrevet bidrag til diverse antologier og tidsskrifter, eksempelvis tidsskriftet Slagtryk og magasinet Atlas. Ingrid Nymo bor i dag i Aarhus.