Ingrid Nymos to romaner er sprogligt beslægtede med deres billedrige skildringer af bl.a. naturen i Thy og Karpaterbjergene, men i forhold til overordnede fællestræk i forfatterskabet er det to vidt forskellige værker, både genremæssigt og tematisk.
”Kloster” er en bog om sorg og bearbejdelsen af sorg. Det er dødsfaldet, der driver romanens Linea til Rumænien. Uden det, ingen ”Kloster”. Romanen er også en dannelsesroman i den forstand, at Linea har brug for at lære at finde fodfæste i tilværelsen på ny efter at have mistet sin far. Her er det bl.a. det fællesskab, Linea finder i klosteret, der hjælper hende på vej. ”Kloster” tematiserer det religiøse fællesskab, som hun fanges ind af, og undersøger, hvad det kan. Nonnerne har viet deres liv til Gud, men de har også overgivet sig til søsterskabet – til et liv med hinanden.
På omslaget til ”Den røde hane” er romanen kategoriseret som en ”omsorgsthriller”. Tematisk kredser bogen om omsorgsarbejdets dilemmaer, især i forhold til grænsesætning. Roberta har svært ved at sætte grænser i arbejdet som hjemmehjælper, og hendes årelange personlige relationer til borgerne på ruten gør det ikke lettere. Samtidig følger romanen thrillerens spændingskurve og bygger op mod et dramatisk højdepunkt.
Omsorgstemaet i ”Den røde hane” har også en mere privat tone, for Roberta ønsker sig et barn. Arbejdet i hjemmeplejen er en mellemstation, moderskabet er et mål. Romanen stiller således også den omsorg, Roberta med morens ord driver på kommando, over for omsorgen for et barn, der er hendes eget. Den første kom let til hende, den sidste kæmper hun måske forgæves for, og undervejs glemmer hun at tænke ansvaret over for de potentielle fædre ind.