Kloster

Citat
”I mit blik bliver nonnernes liv virkeliggørelsen af en feministisk vision: en flok kvinder der har valgt hinanden og naturen, som deler alt, som vil opfostre børn, der ikke er deres egne, og som har afvist kapitalismens krav om at jagte en karriere og stræbe efter et stadigt højere forbrug. Jeg bruger tavsheden mod dem, som de bruger tavsheden mod verden. Jeg bruger den til at forme dem i mit billede.”
”Kloster”, s. 119.

Ingrid Nymo debuterede med romanen ”Kloster” i 2021. Linea (jeget) mister pludseligt sin far. Sorgen er altovervældende, og Linea, der netop er blevet student og forladt af kæresten Thor, beslutter sig for at rejse til Rumænien, som faderen selv tog til som ung. Her møder hun André, som tager hende med ud til sin fars gård i Karpaterbjergene.

En dag kommer en nonne fra et nærliggende kloster forbi gården og tilbyder André arbejde. Linea tager med ham. Hun har brug for at være et sted, hvor hun kan bearbejde sin sorg i fred og ro. Dagene i klosteret er fulde af arbejde. Den ortodokse tro, nonnerne bekender sig til, er hele tiden til stede: i trækorset om nonnernes hals, nonnedragten, som Linea også bærer, og i de fortællinger om helgener, der bliver læst højt under måltiderne. I starten er Linea skeptisk over for nonnelivet, hvor alting gøres for Gud og aldrig for en selv, men som tiden går, bliver hendes modstand mindre. Hun lader sig døbe i den ortodokse tro. Da først Lineas mor og siden Thor kommer på besøg i klosteret, begynder det at slå sprækker ind til den verden, Linea har lagt bag sig for en tid. Hun føler sig spillet ud mellem nonnerne og sine kære hjemmefra og begynder at tvivle på, hvem hun er. Måske er hun ved at være klar til at træde ud af de sorte klæder og rejse hjem.

61535284

”Kloster” tematiserer det, vi bekender os til og tillægger betydning – ikke mindst i en sorgproces. De sanselige beskrivelser af måltiderne, naturen, kroppen og det begær, der stadig ulmer i Linea, står både i kontrast til og supplerer beskrivelserne af det asketiske, fromme, men alligevel kærlighedsfulde liv, nonnerne lever.

Modeskaberen Coco Chanels historie flettes ind i korte afsnit. Linea er fascineret af hendes sorte kollektioner med inspiration fra nonnedragten. Chanel blev selv opfostret af nonner i et kloster og mistede sit livs store kærlighed i en ung alder.

Undervejs følger vi også Andrés udvikling. Da Linea møder ham, er han en flirtende knægt, der kaster sig ud i et uforpligtende forhold til hende. Men klosteret gør også noget ved André, der er opdraget i den ortodokse tro. Han trækker sig væk fra Linea og ender med at slutte sig til et munkekloster.

SE OGSÅ LÆSEKOMPAS.DK: Bøger, der minder om "Kloster"