Da vi kom ud til stranden, og jeg forsigtigt dyppede min fod i vandet, kunne det lige så godt have været syre, sådan føltes det.”
Lucia Odoom (f. 1987) er vokset op i sin morfars hjemmebyggede, gule murstensvilla og gik i børnehave i ”den brunere del af Hillerød Øst”, hvor hun blev kaldt ’chokolademad’ af de andre børn, som hun skriver i et essay i Information. Da Lucia var et år, flyttede hendes far til London, og da hendes mor ikke kunne tage sig af hende, flyttede hun hjem til bedsteforældrene. Efter gymnasiet gik hun på Biblioteksskolen og senere på Journalisthøjskolen. Hun har været vært på Det elektriske barometer på P1, og i 2019 havde hun orlov fra sit nuværende job som kulturjournalist og podcastvært på Poptillægget på Politiken for at være folkeprofessor på Johan Borups Højskole i København. På samme tid begyndte hun den fem år lange skriveproces, der i 2024 blev til debutromanen ”Cosmos”.
Hendes morfar kom til Danmark fra Ghana i 1960’erne, da landet lige var blevet uafhængigt, ”iført jakkesæt med pressefolder og en veltrimmet lille afro. Med sig havde han min 10-årige mor, min mormor lå begravet i den røde afrikanske jord.” (Lucia Odoom: Mine bedsteforældre vækkede mig om natten, så jeg kunne se ’The Cosby Show’. Information, 2013-10-10). Han har skrevet bøger om afrikanske religioner, og det var nogle af deres samtaler, der ansporede hende til at skrive ”Cosmos”. De talte om åndelighed og hvad det betyder, når ens land ikke er ens eget, og Lucia Odoom har mærket, hvordan den afrikanske hjemløshed har sat sig i deres familie. »I vores gamle reoler i mit barndomshjem var der så mange bøger om afrikansk filosofi og religion. Jeg var meget optaget af, hvorfor de var der, hvad det handlede om, og hvad der var på spil personligt for min morfar i det,« fortæller hun i et interview med Soundvenue. (Johanna Høgfeldt: Lucia Odoom har skrevet sin debutroman ind i et socialt medie, der fylder hende med dårlig samvittighed: »Jeg har altid lidt et udestående med WhatsApp«. Soundvenue, 2024-10-03).
Samme sted fortæller hun, at bogen er inspireret af samtaler med gadens folk, af det københavnske bybillede på f.eks. Hovedbiblioteket, som mange bruger som dagligstue og mødested – og af de afrikanske mænd, der hele tiden flytter sig og pludselig forsvinder. Hendes egen far inklusiv. Om forbindelsen til dem siger hun: »På papiret burde jeg nok ikke relatere til de her mennesker. Men jeg kan godt relatere til rodløshed og rastløshed.«