Ole Tornbjergs roman ”Lys over folket” fra 2024 kredser i seks dele om de forandringsfulde år fra 1967 til 1970. Det er en højskoleroman og i en bredere forstand et portræt af ægteskab og arbejdsliv i en brydningstid med kønsroller og kulturelle normer i forandring.
Fortællingen har en vekslende synsvinkel knyttet til lærerparret Eskild og Gudrun. Eskild har fået stillingen som forstander på højskolen Bauneholm, og parret og deres to børn flytter til det nordjyske fulde af lysten til at skabe en højskole, der favner tidens tendenser.
137662094
Opstarten er dog fuld af udfordringer. Højskolens økonomi skranter. Blandt skolens lærere er der en indædt modstand mod det nye forstanderpar og deres ideer. Men skolekulturen ændres og regler lempes, det gælder alkohol, fester og elevmedbestemmelse. For at rette op på økonomien lader forstanderparret en sårbar gruppe af revalidender blive optaget på skolen. I sin iver for at redde dem kommer Eskild for tæt på, særligt pigen Sofie, som han lader sig forføre af til en fest. Og da Sofie kort efter tager sit eget liv, martres Eskild af skyldfølelse.
Det er 1968, og en ny type elever begynder at indfinde sig på højskolen. Med deres lange hår og stramtsiddende jeans udstråler de tidens nye frigjorte kropslighed og tankegods. En ungdommelighed og frigjorthed som også griber Gudrun, der må hjælpe en elev med at gennemføre en ulovlig abort. Eskild kæmper i det skjulte med sin forstanderrolle og sin skyld og dulmer det hele med et stadigt større alkoholindtag. Og da Eskild kollapser med en blodprop, tager Gudrun over, i første omgang som konstitueret forstander, siden søger hun stillingen permanent. Alt synes at ligge til, at Gudrun skal overtage. For at få det til at ske går hun på kompromis med sine idealer og sin integritet, da hun lader sig udnytte af skolens bestyrelsesformand i forsøget på at få stillingen. Romanen slutter dramatisk. Bestyrelsen fyrer Eskild og Gudrun. Til en efterfølgende fest starter en brand. Og til synet af flammerne falder Eskild om ramt af endnu en blodprop.
Slutningen understreger, hvordan Gudrun og Eskild som forstanderpar og som mennesker på én gang er både lykkedes og kæntret. De er lykkedes med at sætte gang i forandringens ild – med at skabe lys over folket, men de er begge selv undervejs blevet fortæret i processen.