På udgivelsesdagen for Sara Omars debut blev ”Dødevaskeren” omtalt på flere af de danske dagblades forsider. Informations Peter Nielsens anmeldelse havde rubrikken ”Først Yahya Hassan, nu Sara Omar”, og Nielsen er ikke den eneste, der fremhæver lighederne mellem Omars roman og Yahya Hassans digte. De skriver begge om nydanske miljøer og problematiserer mødet mellem den vestlige og mellemøstlige kultur. I ”YAHYA HASSAN” (2013) beskriver Hassan en opvækst i en voldelig familie i Danmark, samt et ungt jeg, der bevæger sig ud ad en kriminel løbebane. Men hvor Hassan skriver digte med versaler i et bevidst fejlfuldt og opbrudt sprog, er Omars roman en meget klassisk fortælling. Den veksler mellem et nutidigt spor, der udspiller sig i en hospitalsseng, og en familietragedie, der foregår i et krigsramt Kurdistan. Omdrejningspunktet i familiehistorien er kvinderne og deres hverdag. Hvordan de laver mad, kærner smør, dyrker tomater, føder børn og går til bøn skildres fra kvindernes synsvinkel.
Dødevaskeren, hendes mod og modstand kan sammenlignes med den kvindelige hovedperson i Anne-Cathrine Riebnitzskys debutroman ”Den stjålne vej” fra 2012. Heri kæmper afghanske Malika for at forbedre sine medsøstres vilkår i et krigsramt Afghanistan. Riebnitzskys romankarakter er inspireret af virkelige kvinder, som hun har mødt via sit arbejde som sprogofficer i Mellemøsten.
Sara Omars håb er, at hun med sine romaner kan bidrage til at rykke ved gældende normer og sætte en politisk dagsorden. En anden dansk forfatter, der deler denne vision, er dansk-afghanske Geeti Amiri. I erindringsbogen ”Glansbilleder” (2016) gengiver hun sin fortid på flugt og sine mandelige familiemedlemmers voldelige og undertrykkende opførsel. Amiri, der også er blogger og samfundsdebattør, ser en parallel mellem den frihedskamp, som nogle nydanske kvinder må kæmpe i dag, og den emancipationsproces som bl.a. Amalie Skram bidrog til med sin litteratur under det moderne gennembrud i slutningen af 1800-tallet.