”Dødevaskeren” indledes med et citat fra Koranen, hvor urenheden ved at forrette sin nødtørft sidestilles med det at have rørt ved en kvinde. Den urene kvinde er et kernemotiv i Sara Omars fortællinger, hvor antallet af kvinder, der uretmæssigt mister livet på grund af ubegrundet mistanke om synd, stiger kapitel for kapitel. Det kurdiske miljø, som Sara Omar beskriver, er kvindeundertrykkende og dybt religiøst. De fiktive personer handler ud fra deres tro, og de citerer flittigt fra Koranen, når de taler sammen eller beder. Der er en verden til forskel på de to køn og deres livsvilkår i de dele af romanerne, der foregår i Irak, men selv da Frmesk er blevet voksen og kommet til Danmark, forfølger de kurdiske mænd og deres moral hende. Fortiden kommer til hende i mareridt, og hun gennemlever igen de overgreb, som hendes familie i Kurdistan ikke formåede at beskytte hende imod.
Sara Omar har valgt at skrive sin fortælling som en roman, da hun foretrækker det potentiale, som fiktionen har. Genren giver hende frihed til at udvikle karakterer og deres skæbner, samt belyse globale problematikker på en anden måde end gennem dokumentarisme.
Hun kalder selv ”Dødevaskeren” for sit kampskrift, og romanen er da også både autofiktion og religionskritik. Der er tydelige sammenfald mellem hovedpersonen Frmesk og forfatteren selv. De er født samme år i samme del af verden og med samme karakteristiske hvide hårtot. Men i de interviews, Sara Omar har givet i forbindelse med udgivelsen af debuten, har hun ikke ønsket at kommentere sin egen fortid. I stedet har hun rejst en mere generel debat om muslimske kvinders vilkår. I et interview i Politiken siger hun: ”Budskaberne i min bog er ikke kun rettet mod Danmark, de er rettet mod verden. For der er ikke nødvendigvis forskel på mig og en muslimsk kvinde, der bor i Norge. Eller i Mellemøsten. For når vi flytter rundt, tager vi vores overbevisninger, vores kultur, vores religion - alt det, vi står på - med os. Og jeg siger ikke, at det hele skal smides væk, men jeg siger, at der er nogle ødelæggende elementer og mekanismer i Koranen, i religionen, i kulturen, som verdenssamfundet er nødt til at tage alvorligt.” (Gudrun Marie Schmidt: Min bog er et råb om frihed. Politiken, 2017-11-30).
I 2019 blev Sara Omar tildelt Menneskerettighedsprisen for med sine romaner at sætte ord på tabuiserede temaer som pædofili, incest, voldtægt og psykisk vold. Det gør hun, ved gentagende og udførligt detaljeret at beskrive overgrebene. Det er et bevidst stilistisk valg, hun har taget, da hun i kampen mod undertrykkelse ønsker at skabe en større forståelse for alle involverede.