Selv om Jane Aamund er en af disse års mest læste danske forfattere med fast parkeringsplads på bestsellerlisterne, går hun ikke rundt med litterære prætentioner eller forhåbninger om en dag at få Nobelprisen i litteratur. Boghandlernes Gyldne Laurbær har føjet sig smukt om hendes kønne hoved. Hun har et journalistisk grundsyn som observatør af livet. Hun kan et håndværk. Og hun har et talent. Det er altsammen båret af et imponerende skrivenemme, der træder i funktion, hver gang, hun tænder på en historie eller en begivenhed.
Den må gennem hendes filter og ned på skærmen eller papiret. Sommetider afprøves pointen telefonisk på en god ven, men hun er som regel så overbevist på forhånd - og med rette - at hun kun lige skal have den latter, der er hendes bedste kvittering for et udspil. Selv i fortvivlede stunder og sorte anliggender, kan Jane Aamund ikke eksistere uden at få bekræftet den vittighed, der altid kan aftvinges en situation, især hvis man vil overleve den. Hun er en overlever af de stærkeste. Altid i overensstemmelse med titlen på en af hendes mest læste bøger - Oven Vande.
Det er sit eget og sin families liv og levned, Jane Aamund har omsat i et forfatterskab, der har den renlivede underholdning som en afgørende kvalitet, ligefrem og alligevel overraskende. Det er medrivende læsning, der aldrig kommer til at virke konstrueret, men ofte bæres af en situationskomik i niveau med de bedste lystspil. Jane Aamund er ikke altid lige reflekterende, for hun indlader sig sjældent på dybsindige jordbundsanalyser af tilværelsen. Og dog er der et alvorligt, menneskeligt element, som også giver smerten sin plads og sin mening i det liv, hun skriver om.