Erindringer

De tre Christianshavner-bøger, hvoraf den sidste er Oven Vande, er en slags historisk optakt til Jane Aamunds bog Den grønne Port - erindringer fra tremmeseng til brudeskammel, der handler om hendes egen barndom og tidlige ungdom. I den går forfatteren ind i barnets univers, men ikke med den afsøgende undren, som de fleste andre i deres opdagelsesrejse gennem barndommens land. Jane er en vaks og fræk unge, der fremstår med en forbløffende intuition, stimuleret af den altgivende far og den alttilgivende mor. Med den voksnes lune afslører det fremmelige barn de voksne i al deres fatale ophøjethed.

25064690

Samtidig bliver bogen et tidsbillede af det gode borgerskabs meritter i krigs- og efterkrigsårene. Igen er faderen Joseph omdrejningspunktet i sine økonomiske op- og nedture med Knækbrødsfabrikken Ruga og Wienerbageriet, der finansierer familiens high-life og Janes skolegang bag den grønne port til Ingrid Jespersens Pigeskole i Nordre Frihavnsgade. Der er vittige billeder af pubertetspigernes veninderivalisering, kæresterier på en vovet skoletur til Tyskland og endelig afsked med den problematiske jomfrudom. Imens udspiller der sig en frigørelsesproces, der får sin stærke spænding gennem forholdet til den tyranniske og excentriske far, der ganske vist ønsker, at Jane skal blive en fri kvinde - men på sin måde. Fri vil Jane være, men hvor vil hun være? Det er den problematiske udgang for den 19 årige, nygifte pige, der sidder i borgerskabets forlængede begreber i en lejlighed i Herlev, næppe klar over, hvad hun også rummer og ønsker. Og kommer til at realisere, da den store passion senere i livet går op for hende.