Genrer og tematikker

Bøgerne om Louis er moderne ungdomsromaner, som både behandler almene ungdomstemaer og tegner et portræt af ungdommen af i dag. Romanerne beskriver i en ungdommelig stil og form universelle ungdomstemaer som forelskelse, grænsesøgning og identitet. Samtidig skildrer de nutidens individualistiske unge med deres bevidsthed om valg og fravalg. Enhver er ’sin egen lykkes smed’, og det store ansvar giver en utryghed, usikkerhed og konstant søgen efter, hvor grænserne går. For Louis’ vedkommende fører usikkerheden og mindreværdsfølelsen til en destruktiv livsbane med virkeligheds- og ansvarsflugt gennem bl.a. pjækkeri og eksperimenter med stoffer. I rusen er tanker og følelser sløret, og her finder Louis det fællesskab og den anerkendelse, hun mangler.
Destruktiviteten ses også i de forhold, hun indgår. Ved at underlægge sig andres krav og forventninger mister Louis mere og mere følelsen med, hvem hun er, og hvad det egentlig er, hun vil.

Romanerne er fortalt i et ungdommeligt sprog af Louis selv, hvilket giver dem en høj grad af troværdighed og identifikation. Louis reflekterer konstant over sine handlinger, sine medmennesker og sin tilværelse. Læseren følger Louis’ tanker og følelser tæt, og på den måde bliver personskildringen dyb og troværdig. Romanernes handling drives frem af Louis’ erkendelser, der dog ikke nødvendigvis leder til, at hun ændrer adfærd. De åbne slutninger på hendes erkendelser tematiserer det typiske moderne tema, at der ikke er nogen endelige svar eller færdige løsninger. Grænserne er flydende, og alt er relativt.