Baggrund

Citat
”Tidligt tænkte han, at det, ligesom med alle store forpligtelser man påtog sig, krævede en plan. Han ville være som en begribelig og god stat for sine børn, rationelt funderet og med en retfærdighed, der var absolut; vejledende, tjenende og bestemmende i ét. Først og fremmest ville han sørge for, de ikke lod livet forsvinde i uvirksomhed og lystudlevelse.”

”Sveas søn”, s. 127.

Lena Andersson er født og opvokset i Stockholmsbydelen Tensta. Da hun var 16, flyttede hun til byen Torsby i Värmland for at gå på skigymnasium. Hendes far, der var møbelsnedker og sløjdlærer, havde en drøm om, at hun skulle realisere sig selv gennem sport, så hun tog hans drøm på sig og blev konkurrenceudøver i både langrend og cykelløb. Som forfatteren selv forklarer det: ”At det blev skiløb og cykelsport var et rent tilfælde, men at det skulle blive til noget var bestemt fra begyndelsen. Det var gennem idræt man kunne hævde sig i samfundet uanset netværk og kontakter, her var ingen uforståelige koder at dechifrere, men her gælder strikt meritokrati. Det var min fars overbevisning (…).” (Björn af Kleen: Lena Andersson om livet efter Ester. Dagens Nyheter, 2014-05-11. Egen oversættelse).

Som 18-årig begyndte Lena Andersson målrettet at læse skønlitteratur for at blive dannet. Hun ville forstå verden og vidste, at skønlitteratur var en måde at gøre det på. Med idrætsverdenens syn på dannelse i baghovedet gik hun efter bøger, der var godkendt af eliten og kastede sig over Nobelpristagere, og Dostojevskijs ”Forbrydelse og straf” blev et vendepunkt for hende. Inden hun fyldte 20, sluttede hun med skiløbet, og det er ikke tilfældigt, at det blev den akademiske vej, hun valgte: ”Det tager ti år at blive god til noget. Og min første bog blev antaget, præcis ti år efter jeg begyndte at læse, i december 1998. Jeg begyndte at læse og senere skrive af samme grund: en følelse af at verden er uforståelig og at ingen forklarer hvorfor. Da jeg begyndte at læse indså jeg, at der var flere mennesker, som har det sådan.” (Björn af Kleen: Lena Andersson om livet efter Ester. Dagens Nyheter, 2014-05-11. Egen oversættelse).

Hun er uddannet på Stockholms Universitet, hvor hun har læst engelsk, tysk og statskundskab. Som skribent og forfatter er Lena Andersson enormt produktiv, og hun har skrevet romaner, fagbøger, debatskabende klummer i den svenske avis Dagens Nyheter samt kronikker i det svenske tidsskrift Fokus. Hun har også været vært i flere svenske radioprogrammer. I 2013 modtog hun den prestigefyldte Augustpriset i kategorien Årets svenske skønlitterære bog for sin gennembrudsroman ”Egenmäktigt förfarande” fra 2013 (”Brugstyveri”, 2014), Svenska Dagbladets litteraturpris og Publicistklubbens Guldpenna. I 2014 udkom den selvstændige efterfølger til ”Brugstyveri”, ”Utan personligt ansvar”, som også har hovedpersonen Ester Nilsson i hovedrollen.

Der har været et markant skifte i Lena Anderssons karriere i forhold til læsere og popularitet. Ifølge et interview i Dagens Nyheter solgte hendes bog ”Slutspelat” 736 eksemplarer, mens den svenske udgave af ”Brugstyveri” indtil videre har solgt i mere end 100.000 eksemplarer. Bogen er solgt til udgivelse i 13 lande heriblandt England, Tyskland og Frankrig. Men på trods af den skønlitterære anerkendelse har hun ikke tænkt sig at slutte med at skrive klummer i Dagens Nyheter. De holder hende skarp, som hun her forklarer i et interview: ”Jeg har været tvunget til at formulere tanker, som har været ganske udmattende. Jeg er ikke flygtet ind i en karakter. Klummerne har givet mig et sprog for at formulere fornemmelser og vage anelser, den slags tanker som optræder i ”Brugstyveri”.” (Björn af Kleen: Lena Andersson om livet efter Ester. Dagens Nyheter, 2014-05-11. Egen oversættelse).

Lena Andersson bor i Tensta, Stockholm med sin sambo Björn Linell.