Lena Andersson udgav i 1999 romanen ”Var det bra så?” (”Var det godt?”, 2000), der er et kollektivt portræt af menneskerne i en svensk bydel i 1970’erne og 80’erne. Den hastigt opførte Stensby er hjemsted for den nederste del af samfundet. Det er enlige mødre på overførselsindkomst, indvandrere og dysfunktionelle familier af alle tænkelige slags.
Den primære karakter Lotta Svensson bor med sin mor og lillebror i et af de identitetsløse etagebyggerier. Man følger hende i børnehaven – hvor de skal skrive ’Velkommen’ i alle vinduerne på lige så mange sprog, som der er vinduer – og op gennem hele folkeskolen, til hun en dag er færdig med de faste rammer og skal finde ud af, hvad hun gerne vil. På trods af Lottas åbenlyse intellekt mener skolens studievejleder ikke, at hun skal stræbe efter universitetet, men sigte lidt lavere og mere realistisk. Årene i skolen og hjemme hos både sig selv og veninderne er præget af slåskampe, svigt, magtspil, mobning og ikke så få dødsfald. Der er ekstremt få ressourcer blandt både børn og voksne, og lærerne på skolen stikker af en efter en.
23090716
Med et detaljebåret blik giver Lena Andersson et fyldigt billede af livet på samfundets bund: det billige tøj, den dårlige mad, den manglende omsorg og opmærksomhed fra forældre og et omgivende samfund, der kun kigger forbi, når fjernsynet følger med. Andersson påpeger afstanden mellem den triste virkelighed i Stensby og mediernes interesse for ”det flerkulturelle og inspirerende miljø”, de mener at kunne læse ud af karrylugten i opgangene.
De personlige historier om Lotta, Åsa, Zeynep, Anna og Mustafa sættes bogen igennem i perspektiv af Sveriges og verdens historie. Nixon går af i 1974, Palme skydes i 1986. Krisen kradser i 1980’erne, og Socialdemokraterne kæmper for lighed i stedet for klasseskel til ikke udelt begejstring for mange af Stensbys beboere. Spørgsmålet om, hvem der har ansvaret for, at alle dele af et samfund fungerer, er et centralt tema i bogen. Er det samfundets skyld, at Åsas mor begår selvmord, fordi hun ikke kan betale huslejen? At Lottas mor har haft allergi af sit arbejde i 20 år uden at nogen gør noget ved det? At de håbefulde unge mennesker får taget fremtidsdrømmene fra sig, inden de er udfoldet? Karakteristisk for Anderssons bog er der flere spørgsmål end svar.