I debuten Gorm Guldhorn (1997) har Thomas farvelagt med akvarel. Farverne er dæmpede, de får ikke lov til at banke igennem, som de gør i de kommende bøger. Konturstregen er løs og lidt famlende – tegnet med blyant – og man fornemmer, at her er en tegner, som er gået lidt forsigtigt frem. Men også at det er en tegner med potentiale til mere, og sådan er det vel ofte i en debut.
21778079
Til gengæld må man sige, at Thomas ikke var længe om at ryste debutantnerverne af sig. Allerede i Karl Kamel og de andre fra 1999 er der kommet en helt anderledes sikkerhed over tegningerne. Det er stadig vandfarve, der arbejdes med, men nu er der virkelig saft og kraft i dem. Se bare prinsesse Himmelhøjs blå kjole med knaldgule kongekroner og det lyserøde overskørt. Det er en farvelægning der vil noget. I øvrigt ser man i netop den tegning nogle af de farver, som er karakteristiske for Thomas. Lyserød, grøn og violet må være hans favoritfarver. Ligesom rigt ornamenterede klædedragter (især kjoler) er noget, man støder på igen og igen i hans tegninger.