Birgitte Krogsbøll indtager sin helt egen plads i dansk litteraturhistorie og er uden sidestykke. Der er dog alligevel ligheder og slægtskaber med andre forfattere. Et godt eksempel på en litterær slægtning er Eske K. Mathiesen, der som Krogsbøll ynder at skrive digte om naturen. Især fugle er et tilbagevendende motiv hos begge – hos Mathiesen optræder ofte hejren, og hos Krogsbøll betragtes hyppigt mågerne. Begge forfattere anvender kyndigt naturen som motiv til at sætte underfundige erfaringer eller refleksioner i scene med, og begge de har et jordnært og nænsomt blik for, hvad der omgiver os.
Der er i flere af Krogsbølls digte fra ”dyr med næb ordnet efter antal:” klare paralleller til Peter Seeberg og hans litterære eksperimenter i ”Om fjorten dage” fra 1981. Her har han eksempelvis både en ekstremt kortfattet timeplan for en snegl og en kuriøs tekst med titlen ”Biografi af en snegl,” hvor en snegls liv skildres i floromvundne vendinger som gjaldt det en biografi-værdig personlighed. Der er altså både formmæssige og indholdsmæssige ligheder i de absurde anbringelser af et dyr i en menneskekontekst og de betydningsmæssige sammenstød, der sker, når man lader naturen og kulturen tørne sammen i litterære fremstillinger.
Birgitte Krogsbølls legesyge omgang med det danske sprog, dets ord, deres lyde, de fastgroede vendinger og alle hendes formeksperimenter har, som mange andre af hendes samtidige digtere, et slægtskab med Per Højholts skrivning. Og som hos Krogsbøll eksperimenterer hans digtning også med et jordnært materiale, der vrider nye former og forbindelser frem af sproget og tingene.