Betelgeuse brænder jern

Citat
”Jeg er sådan en kalorierøver, svupler den
jeg suuuger det gode fedt ud ad øjnene på dig
Suger det blaaa og rosa ud af himlene, og
sluger det
og duften af en grapefrugt
den hede snurren ved et favntag
og rytmen i Bach
[…]”
”Betelgeuse brænder jern”, s. 12.

Birgitte Krogsbølls digtsamling ”Betelgeuse brænder jern” (2012) er en både sørgmodig og poetisk levende skildring af en psykisk krise. I samlingens digte beskriver den plagede fortæller med metaforiske og mere ligefremme vers verden set igennem den nedtryktes blik. Digtsamlingens vigtigste greb er personificeringen af lidelsen i form af en troldeagtig plageånd, der har taget bo i fortællerens krop. Det er i dialog med denne plageånd, at den depressive tilstand bliver levende: ”Jeg æder den ene dag af din barndom/ gnasker den næste af din voksenfernis” (s. 17).

Tabet af evner, livsglæde og tidsfornemmelse gøres håndgribeligt i de mange digte, hvor fortælleren kommunikerer med sin plageånd. Andre digte kigger ud på verden med et resignerende blik og skildrer forsøget på at fastholde dens værdier. Imod samlingens slutning tager fortælleren dog livtag med plageånden, og grebet løsnes afslutningsvist i en genfunden glæde og sansemættet poesiudladning.

29484880

Den indre dialog mellem fortæller og plageånd flyder sammen i de vekslende positioner i forhold til digtenes ”jeg” og ”du”. Nogle gange er det fortælleren selv, der skildrer sin tilstand og sit farveløse levned, og andre gange overtager plageånden jegets position og beskriver sin drillesyge og hærgende fremfærd. Grænsen imellem de to stemmer udviskes, og de flettes sammen i digtenes forløb. Det er naturligvis en pointe, at plageånd og fortæller er to sider af samme sag. Digtene i ”Betelgeuse brænder jern” er desuden uden titel og adskilles blot af et sideskift eller af et ”- - -”, så samlingen fremstår som en helhed eller én lang række af betragtninger og skiftende replikker fra den lidendes indre verden.

Men kan betragte ”Betelgeuse brænder jern” som en form for poetisk gestaltterapi, hvor noget uhåndgribeligt udspaltes i en skikkelse, der kan adresseres. Og det er ved konstruktionen af denne troldeagtige depressionsgestalt, at værket bliver levende og får sin lyriske kraft. Derfor bliver skildringen af depressionens væsen her både nærværende, humoristisk og nem at forholde sig til – uanset hvor trist det hele forekommer.