Birgitte Krogsbølls ”perfekt uorden” (2014) er en digtsamling, der er propfyldt med alverdens ord og ting. Groft set kan man inddele samlingens digte i, hvad man kunne kalde for ophobningsdigte og observeringsdigte – og dertil kommer en gruppe af digte, der bryder denne kategorisering. I de mange ophobningsdigte opremses hhv. ting, typer af ting, gestus og måder, som her: ”jeg kan lide nye ting, begyndelser, overturer, indledninger […]” (s. 43). Som i eksemplet udspringer disse lister ofte af variationer over fortællerens ”jeg holder af” og bliver dermed kataloger over dennes præferencer – om det så gælder typer af dage, måder at sove på, stribede ting, etc.
Observeringsdigtene adskiller sig ved, at de skildrer forskellige scener, der udspiller sig i og omkring fortællerens lejlighed. Det være sig associative refleksioner over, hvad de forbipasserende skyer ligner, redegørelser for naboernes trivielle og halvabsurde adfærd eller mågernes gøremål i gården. Desuden er der muntre digte om at værne om den skrøbelige glæde, om skummetmælk, om at ærgre sine fjender ved at have det sjovt og om den overvurderede egenskab at være ”k o n s e k v e n t”.
51263499
Foruden at beskrive fortællerens fredsommelige liv i poetisk konstaterende rapporter fra livet i lejligheden kan ”perfekt uorden” betragtes som en slags personlig indeksering eller sproglig omfavnelse af verdens ting. Desuden ledsages fortællerens forsøg på at kortlægge tingene og ordene og måderne hver for sig hele tiden af dennes egne erindringer, betragtninger og en indskreven usikkerhed, der f.eks. kommer til syne i form af det gentagede ”hvad ved jeg.” Det er hele tiden fortælleren, der står i centrum for den perfekte uorden. Det er dennes personlige kategorisering af verden, der er undervejs, og det er igennem dennes poetiske brille, at vi orienterer os og observerer hverdagens figurer. Dermed suspenderes den normative kategorisering og afbildning af verden, og individets personlige blik og verdensforståelse træder i stedet. Derfor kan ”perfekt uorden” betragtes som en demonstration af eller en hyldest til menneskets subjektive og vilkårlige måde at orientere sig i en kaotisk verden på.