Huldrene og hestene

Citat
”Han er mørkere rød end de andre røde ungheste. Manken står som et stort flammehav om hovedet på ham. Øjnene er som mystiske glimtende søer. Fløjlsmulen har en forundret krængning, mens næseborene spiler sig ud og vibrerer snusende mod mig. Med et pust strækker han hovedet helt hen til mig, og da jeg rækker hånden frem og klør ham i panden, bliver han mærkeligt nok stående – ganske kort tid.”
”Ildhesten”

Charlotte Blays store forkærlighed for heste, især den islandske, viser sig også i ”Ildhesten” (1994), hvor danske Lea har fået en hest i konfirmationsgave.

Hesten må hun selv vælge blandt 200 ungheste på en gård på Island, hvor nogle af hendes mors venner bor. Hun har svært ved at vælge, men en dag, hvor hun er redet alene ud til hestene i Troldedalen, finder hun "sin" hest. Ude i fjeldet bliver Lea kastet af hesten og slår sit knæ; heldigvis møder hun en pige på sin egen alder, Elverdug, som kender kunsten at hele med planten hundesyre. Da hun kommer tilbage til gården, kender ingen en pige ved det navn, men den gamle bedstemor foreslår, at det kan være en huldre. Huldrerne er et usynligt elverfolk, som lever i Islands klipper og store sten. Hvis man forstyrrer dem, kan det bringe ulykke.

51173414

Leas sommerferie går med at indfange den vilde unghest og senere med at ride den til, selvom den jævnaldrende plejedreng Toti mener at have ret til den samme hest. Han er jaloux og prøver at forhindre Lea i at få et godt forhold til hesten, og han gør nar af Leas rideskolemanerer. Arbejdet på gården skal også passes og gårdens unge søn Nonni, der ligner en viking, kan få Lea til at muge ud selv hos de ildelugtende blåræve.

Rævefarmen skal udvides – uheldigvis ligger der en stor klippe der, hvor den nye bygning skal være, og den dag de bestemmer sig til at sprænge klippen væk, viser Elverdug sig for sidste gang og advarer Lea, men forgæves, ingen hører efter hende – og laden brænder. Er det huldrernes værk eller en tilfældighed?

Da sommerferien er slut, skal Lea flyve hjem til Danmark med sin hest – men vil den passe ind i en velfriseret dansk rideskole?