Felix Fox. Monsterkisten

Citat
”Hvad er nu det? Felix kan høre noget pusle inde i kisten. Han går rundt om den. Bøjer hovedet ned mod låget og lytter. Jo, der er noget som rumsterer i kisten. ”Der er nogen derinde,” siger han til Thene. Guderne ved langbordet snakker og ler. Nogle af dem sidder endda og laver væddemål. Vil menneskebørnene klare den første prøve?”
”Felix Fox. Monsterkisten”, s. 53.

Charlotte Blays ”Felix Fox. Monsterkisten” (2011) er første del af en fantasy-trilogi for børn om drengen Felix, der er på ferie med sine forældre i Grækenland. Her møder han den græske pige Thene, som giver ham tilnavnet Fox på grund af hans røde hår. Thenes far er brandmand, og da skoven bryder i brand, skal han slukke ilden. Thene er nervøs for, at hendes far skal komme til skade under brandslukningen og spørger Felix, om han vil med op til Gudernes Portal, som er et tempel.

Her møder Felix og Thene de græske guder, der viser sig at være lige så forfængelige, drikfældige, drilagtige, løgnagtige, irriterende og underholdende som rigtige mennesker. Thene beder Zeus om hjælp til at standse ildebranden, men guden vil ikke hjælpe, før Thene og Felix har løst oraklets tre gåder. For Felix er det som at træde ind i en slags computerspil, hvor de skal sørge for at træffe de rigtige valg, hvis de vil overleve. De får hjælp af en fugl, som Felix kender fra ét af sine computerspil, og den første gåde er gåden om monsterkisten.

29049114

Bogen er skrevet i tredje person i en let og fængende tone med masser af humor. Som i rigtige eventyr bliver børnene stillet over for tre gåder, som de skal løse, og de møder monstre og uhyrer. Tematisk handler bøgerne om kampen mellem det gode og onde, om venskab og loyalitet, og romanen veksler mellem en realistisk nutid og en fantasifuld gudeverden, hvor græsk mytologi bliver levende og formidles på en underholdende måde til de unge læsere.

Bogen er illustreret i farver af Sussi Bech, og bagest i bogen er en oversigt over de vigtigste guder, som optræder i bogen. ”Felix Fox. Heksens hoved” (2012) er andet bind, som handler om, at Felix og Thene skal finde Medusas hæslige hoved, som er stjålet af tre lede heksesøstre. Undervejs skal de bekæmpe havmonsteret Krakan og befri Den sorte Prinsesse fra Dødsriget. ”Felix Fox. Uhyret i labyrinten” (2013) er tredje bind, hvor Felix og Thene skal finde et uhyre med tyrehoved og bringe det til Havets Gud. Det fører dem ind i en skræmmende labyrint, og guden Hermes lærer dem at flyve.