”[L]ige nu er Afrika det vigtigste kontinent i verden.” (”Africana”, s. 377). Sådan står der hen imod slutningen af Thomas Bobergs rejseroman ”Africana” (2019). Roman er trådt i stedet for rejseskildring som genre, bl.a. fordi bogen også giver plads til, at Rebecca, som er kærester med Thomas og mor til deres barn, har en stemme i bogen. Bogen er bygget op om de rejser, Boberg tager på til Etiopien og Gambia fra 2013 til 2018 med skiftende rejsepartnere.
46182367
Det er et meget alsidigt portræt af de afrikanske lande, som indeholder så storslået natur og fattigdom, og særligt Etiopien træder frem som arnestedet for den menneskelige kultur, både religiøst og videnskabeligt. I Gambia indfinder der sig et nyt spor for tænkningen over det at rejse, fordi så mange særligt unge mænd forsøger at flygte til Europa. Rebecca laver et feltarbejde, der undersøger forholdene for de migranter, der vender tilbage til Gambia. Her bliver det kritiske blik skærpet, og den rejsendes erfaringer med at svede og være utilpas eller fascineret træder i baggrunden. I stedet får vi her et væveri af forskellige stemmer, der har det tilfælles, at de er ofre for den moderne kapitalismes kynisme, og at deres forsøg på at skabe et bedre liv bliver kvalt under Europas udelukkelsespolitikker.
Portrættet af den rejsende som figur får nye dimensioner, når den rejsende ikke bare er turist eller eventyrer, men også er en migrant. Det er, som om Boberg finder et større slægtskab med migrantfortællingerne end med de turister, han møder på sin vej. Selvom hans vilkår er nogle andre, og selvom rejsen mere er målet i sig selv for ham, så er det stadig, som om han flygter fra noget.
Når det er Rebecca, der fortæller, er det, som om der falder ro på skriften, og bogen kan fortælle på en mere observerende måde om sine personer og steder. Resten af Bobergs skrift giver som sædvanlig en let hallucinerende karakter til mange af bogens scener, hvor drømme og ørkenvandringer glider ind og ud af hinanden.