I Thomas Bobergs anden samling rejseminder, ”Americas” fra 1999, skildrer han rejser i Nord- og Sydamerika i perioden 1980 op til bogens udgivelse.
Ligesom sin forgænger drejer det sig om et væld af oplevelser, og der lægges hårdt fra land, da også denne starter ”in medias res” (midt i en scene) med en figur benævnt filosoffen, der erklærer, at ”levende filosofi og stabil økonomi var uforenelige størrelser” (s. 5). Sådan går det over stok og sten, hvor den rejsende f.eks. møder hashrygende amerikanske rednecks, der kaster med håndgranater for deres egen fornøjelses skyld, og endelig handler flere passager af bogen om et trip i Peru (dobbelt dosis).
29587299
Generelt er erindringerne i ”Americas” mere omtågede end i ”Sølvtråden”, da der f.eks. er et forløb i bogens midte under et psykedelisk trip, hvor fortælleren får ”et sug i mellemgulvet, da jeg opdagede den blå dags chokerende dybde og dalens skønhed med de grønne bjerge i baggrunden” (s. 207) efter indtagelse af det hallucinerende plantebryg Ayahuasca.
Den uligevægtighed, som opleves under indtagelsen af stofferne, resulterer i overvejelser om sprogets manglende evne til at referere til andet end sig selv. Sproget kan ikke løse op for en grundlæggende ensomhed. Fortælleren føler, at ”mine ord var masker i neurosens spændetrøje og ikke længere havde andre referencer end sig selv. Vi betragtede det samme, men sagde noget ensomt” (s. 212).
Her opleves en ensomhed, der udmønter sig i en sprogfilosofisk betragtning om sprogets evne som kommunikationsmiddel. Sprogets betydning er subjektiv, og derfor kan afsenderens udsagn af modtageren forstås helt anderledes end det egentligt var intenderet.
En forfærdelig ensomhed at føle for en skæv backpacker, der har begivet sig ud på en fantastisk rejse med indiansk shamanisme og gale rednecks. Tænk, at al den selvrealisering blot fører til erkendelsen af, at man er helt alene.