Den rastløshed, som dominerer Thomas Bobergs forfatterskab, har det tilfælles med digteren Henrik Nordbrandts (f. 1945) virke. Ligesom Thomas Boberg er Nordbrandt lidt af en globetrotter, hvilket sætter sit præg på forfatterskabet, hvor der ikke findes et ”hjemme” nogen steder. Det demonstrerer Henrik Nordbrandt f.eks. i digtet ”Hvor vi end rejser hen” fra samlingen ”Opbrud og Ankomster” (1974): ”Hvor end vi rejser hen, kommer vi altid for sent / til det vi engang tog afsted for at finde.” Her støder man på samme følelse, som i Thomas Bobergs rejseminder, hvor jeg'et okser kloden rundt, hvor det dog er tvivlsomt, hvorvidt der overhovedet var et mål fra starten af rejsen. Rodløsheden og manglen på mål er et grundvilkår hos dem begge.
At de tidligste rejseskildringer i ”Sølvtråden”, ”Americas” og ”Invitation til at rejse” alle har fået genrebetegnelsen ”rejseminder” er ikke tilfældigt. De er en hilsen til den danske digter Sophus Claussen (1865-1931), der i sin digtsamling ”Pilefløjter” (1899) medtog digtet ”Rejseminder” fra 1887. Digtet foregår ikke på fjerne kontinenter, men på noget så ordinært som Skanderborg Station, hvor jeg'et fra toget får øje på en ung pige. Det eksotiske er altså ikke til stede hos Claussen, men digtet er ligesom Bobergs rejseminder en gengivelse af den unge rejsendes oplevelser fra en tid, hvor verden lå åben.
Generationsmæssigt tilhører Thomas Boberg en række digtere, som har stået lidt i skyggen af 80'er koryfæer som Michael Strunge, Søren Ulrik Thomsen og Pia Tafdrup, der debuterede en anelse inden Boberg. Den gruppe af digtere, som Thomas Boberg tidsmæssigt debuterer samtidig med, folk som Niels Frank, Pia Juul og Morti Vizki, har aldrig fået et egentligt generationsmærkat og opererer i højere grad i hver sin retning. Dog ser man i Thomas Bobergs tidlige digte et slægtskab med digteren Pia Tafdrups såkaldte kropsmodernisme, hvor der er et fokus på kroppen som naturens sidste bastion over for en disciplinerende civilisation.
Bobergs særkende i dansk kontekst er det latinamerikanske og sydeuropæiske islæt, som er temmelig unikt i dansk litteratur. Her er det folk som portugisiske Fernando Pessoa (1988-1935) og argentinske Jorge Luis Borges (1899-1986), der er blandt de store inspirationskilder. Boberg udvidede det geografiske felt med rejsebogen ”Africana”, et kontinent med en kolonihistorie, der tidligere er blevet beskrevet af blandt andre Jakobs Ejersbo i hans Afrika-trilogi fra 2009.