Et fantombillede er en genskabelse af en eftersøgts udseende ved hjælp af et vidnes beskrivelser. Omslagsillustrationen på Thomas Bobergs digtsamling ”Fantombillede” fra 2014 er ikke meget bevendt: Ingen ansigtstræk er synlige, blot et omrids af et hoved med ører er med til at antyde, at der er at gøre med et portræt af et menneske. Fantombilleder er altså ikke til at stole på. Detaljer og kendetegn fortaber sig i menneskets hukommelse.
Erindringer dominerer to af samlingens syv dele ”Tid” og ”Turisme”, hvor (hovedsageligt) prosadigte slår ned i barndomserindringer og glimt fra rejser (med plads til afstikkere til Rimbauds Paris og en plørefuld Jens August Schade i 1932). Især barndomsminderne er fragmentariske, mens de bliver stadig mere hele, efterhånden som digterjeg'et bliver ældre.
51346556
”Fantombillede”s øvrige dele består af det indledende ”Jeg”, hvor jeg'et sætter sig selv og sin position i spil som diktator, indignation og et væld af andre ting. Næsten alle verselinjer indledes med ”Jeg”. Denne del hænger sammen med det afsluttende afsnit ”Credo”, hvor jeg'et indleder med ”Jeg tror” i de første prosadigte, der så efterhånden gakker mere og mere ud for at slutte af med at jeg'et er blevet godt beruset: ”Gud lade det gaa Dem vel! - Klukklukkluk!” (s. 150).
Samlingens længste del ”Mellem hugget og halsen” ligner nærmest en digtsamling i sig selv og adskiller sig også formelt fra resten af ”Fantombillede”. Her har digtene titler og hedder alle ting som ”Ensomhedsdigt”, ”Ugen der gik-digt”, ”Racistisk digt” og ”Sorgdigt”.
Alle digte er på vers og springer i tema og form, men består ellers af Bobergs kendemærker: Samfundsforfald og (rejse-)erindring. Afsnittet ved navn ”Kapitalisme” beskriver en grusom tilværelse med pisk, piller og kærlighedsløs sex (”er en pik en bazooka / som skyder slottet i grus med kugler støbt af
Kærlighedssår”, s. 25), som kan minde om det forfald, der beskrives i Bobergs forrige digtsamlinger ”Hesteæderne” 1 og 2.
Den mørke fremtidsvision, som Thomas Boberg skabte i ”Hesteæderne”, findes også i ”Fantombillede”, men formen er sprængt. Han skifter tema og form, som det passer ham. Ruiner af erindringer og mørk samfundsdiagnostik kæmper om pladsen i en digtsamling, som virker til at være stykket sammen af flere.