Mens digtene i ”Livsstil” kredsede om opsvingets maniske forbrugsfest, tager digtsamlingen ”Hesteæderne” fra 2010 fat på tiden efter krisens indtog, her sat i en nærmest post-apokalyptisk ramme.
Digtene har en sammenhængende handling fortalt af en forhutlet digtertype, der bor sammen med en flagermus i et hummer et sted kaldet Kvarteret. Vi befinder os i en tid, hvor samfundet, som vi kender det, er brudt sammen: ”Nu hvor de fleste hospitaler er lukket ned / florerer kvaksalveriet igen / de autodidakte læger har tur i den, deres små bikse / skyder op i de konkursramte bagerier” (s. 10).
28184743
Verden er af lave, men den minder på mange måder om vores nuværende samfunds typer med smagsdommere (”Han er gerne skriverkarl”, s. 11), nationalister (”kristenpatrioter”, s. 22) og myndigheder (konsulen og hans 400 nihilistiske sønner, s. 13).
Således er "Hesteæderne" en satirisk-dystopisk samtidsskildring (en allegori) over et samfund, der er løbet tør for værdier, og hvor folk er i åben kamp mod hinanden for at skaffe sig goder på trods af ressourceknapheden. Kunsten er væk, og fordummelsen hersker. Alt sammen under en eller anden autoritet ved navn Overmagten.
Folk kaster sig glubske over hestene, selv om der er ved at være katastrofal mangel på dem: Hestemotivet leder tankerne hen på den russiske filminstruktørs Andrej Tarkovskijs film ”Den yderste dom” (1971), hvor hestene er et symbol på livet (filmens indledes med heste, der boltrer sig i græsset, mens en voldsom aflivning finder sted til sidst). I ”Hesteæderne” er man ved at udrydde de sidste ressourcer, og der finder en hensynsløs kamp sted for at skaffe sig de sidste goder, uden tanke på fremtiden.
”Hesteæderne” er endnu en Bobergsk stikpille til et samfund, der tilsyneladende har forladt alle idealer om sammen- og mådehold. Digtene beskriver en tilstand, hvor det blot handler om at skaffe sig fordele frem for andre.