”Hesteæderne 2” med den inciterende hollywoodlignende undertitel ”Den store duel” fortsætter, hvor ”Hesteæderne” endte. Vi er stadig i det besynderlige undergangsrige, en satirisk allegori over vor egen tid, hvor alt er brudt sammen: ”Askesolen i zenit,/ en hestepiskers rå latter bag et buskads,/ et bilvrag drivende i en sø af/ råddent vand/ fra en gennemhullet tank,/ en dreng med et drømmende udtryk/ mellem to vagters greb,/ en splittet vaskemaskine,/ en bunke smadrede computere,/ en kvinde på en rygende losseplads” (s. 51).
28944519
Hele digtsamlingen kulminerer i et storslået opgør mod en digterkollega, som synes langt mere inde i varmen end digterjeg’et, der beretter. Kollegaen, eller rettere modstanderen, repræsenterer parnasset, som jeg'et ikke er en del af, og de to rivaler ødelægger hinanden i lyrisk kamp på livet: ”Jeg fandt en knivskarp sætning og stak ham i låret, / han snoede et marmorvers og trak mig / ned, men jeg knækkede det ned et stykke diamantprosa” (s. 62-63).
Kollegaen repræsenterer det traditionelle kunstnersyn, hvor kulturverdenen (bestående af pensionerede bibliotekarer, kristne kulturnydere, vestlige diplomater, kendte veganere, konsulens sekretær, klummeskrivere, et par litterater, s. 35) hylder den aldrende digterkonkurrent. Han er kendetegnet ved at have overlevet den gamle verden, men er absolut ikke den, der siger noget interessant om nutiden, hvis man spørger det forsmået misundelige digterjeg (er det mon den engang så sprængfarlige, men nu tæmmede og borgerligt opbyggelige hesteslagter, billedkunstner Bjørn Nørgaard, vi har med at gøre?).
Ligesom sin forgænger er ”Hesteæderne 2” en rejse ind i et apokalyptisk land, hvor uorden er dagens ret. Men fokus i 2'eren er en kritik af samfundets hyldest af anakronistiske kunstnere med lige så lidt at sige om tilværelsen som de repræsentationer, den bevidstløse forbruger finder på butikkernes hylder.